Overhead

Dagbladet Information har et tillæg om forskning i dag, og der er fokus på hvad de eksterne forskningsmidler betyder for forskningen. Et af de aspekter, som mange ikke er opmærksomme på, er betydningen af de indirekte omkostninger, det såkaldte overhead. Det er de indirekte omkostninger, som er forbundet med at gennemføre et forskningsprojekt, men ikke direkte kan henføres til selve projektet – fællesudgifter til husleje, lokaler, administration mm.  Overhead er nu på 44 procent.

Der findes en pulje, der hedder EUOpstart. Det er midler, man kan søge til at finansiere arbejdet med at skrive en ansøgning om forskningsmidler fra EU. Det er i sig selv en meget speciel konstruktion – at der bliver lagt op til at forskere skal søge om midler, som de så kan bruge til arbejdet med at søge om forskningsmidler. Men sidste år ville jeg lave en ansøgning til EUs Horizon 2020 sammen med kolleger fra ni universiteter og firmaer i andre lande. Den slags kræver en masse tid, så vi ville hyre et konsulentfirma til at hjælpe os med at skrive en god ansøgning. Bevillingen fra EUOpstart havde som betingelse, at den kun kunne dække halvdelen af udgifterne, og heraf måtte vi kun bruge 70 procent af denne halvdel til konsulentbistand. Resten skulle gå til andre udgifter (f.eks rejser til møder, hvor vi skulle forberede ansøgningen). Men den anden halvdel skulle de andre deltagere så finansiere, var vi enige om.

Jeg søgte om midler; min ansøgning blev imødekommet, og jeg var glad over en af de sjældne succeser med en ansøgning. Men glæden fortog sig. Vi havde nemlig ikke husket på, at også denne lille bevilling havde et krav om betaling af overhead. Så vi endte med ikke at bruge hele bevillingen, og jeg måtte bruge et personligt annuum, det var lykkedes mig at få, til at dække de 40 procent, som overhead udgjorde dengang i 2018. Pengene gik altså ikke til konsulentbistand, men til overhead. I alt dækkede midlerne fra EUOpstart kun en tredjedel af omkostningerne ved at udarbejde af ansøgning.

Hele historien er interessant, fordi den er så typisk. Mange eksterne midler dækker ikke overhead – de 44 procent, der skal lægges oveni, er man så nødt til at finde et andet sted, hvis bevillingen skal gå igennem. Normalt sker det ved at universitetet, hvor man er ansat som forsker, bruger sine basisforskningsmidler til at betale overhead. Jo flere eksterne midler universitetet får, jo mere går der af universitetets egne midler til overhead. Og sådan går det til, at en ikke helt lille del af basisforskningsmidlerne bliver bundet til at supplere op på de eksterne midler. Så egentlig er de eksterne midler ikke helt så gode, som mange tror.

I år forsøger vi os igen med en ansøgning, for sidste års afslag gav trods alt 85 point ud af 100 mulige, så måske kan vi rette op på manglerne i ansøgningen i tredje forsøg, hvis vi får konsulenter til at hjælpe os endnu engang, nu med at udbedre de svage punkter, som den 20 linjer lange evaluering påpegede, der var i sidste års ansøgning. Denne gang besluttede jeg mig dog, klog af skade, til ikke at søge EUOpstart, men til at søge en lokal institutionspulje om 15.000 kroner og få resten dækket af de andre partnere. Nettoresultatet er at vi får næsten lige så god konsulentbistand som ellers og at vi undgår overhead. Og vi håber selvfølgelig, at de midler, som vi nu bruger til at søge midler for, så er godt givet ud.

Der sker ingen ting

I denne uge er der en artikel i Nature af syv kendte klimaforskere, herunder Katherine Richardson fra Københavns Universitet. Artiklen er grundigt refereret i dagbladet Information i denne uge. Forfatterne advarer om at der er overhængende risiko for at vi befinder os ved et tipping point, hvor ændringerne forårsaget af de menneskeskabte klimaforandringer vil forstærke hinanden. Afsmeltningen af Antarktis, afsmeltningen af Arktis, afskovningen af Amazonas, koralrevenes død og optøningen af permafrosten i tundraerne er ikke isolerede fænomener – de gør hinanden værre. Bl.a. vil optøningen af permafrost udlede store volumen af den voldsomme drivhusgas metan. Det er nu meget tæt på sidste udkald, hvis menneskeheden vil gøre noget for at standse dette. Måske er det endda for sent.

Forfatterne skriver

Verdens tilbageværende budget, hvis der skal være en 50:50 sandsynlighed for at holde sig inden for en opvarmning på 1.5 °C er kun omkring 500 gigaton (Gt) CO2. Permafrostudledninger kan fjerne et estimeret 20% (100 Gt CO2) af dette budget, og det uden at inkludere metanen fra dyb permafrost eller undersøiske hydrater. Hvis skovene er tæt på tipping points, kan Amazonas’ død udløse yderligere 90 Gt CO2 og de boreale skove yderligere 110 Gt CO2. Med samlede globale CO2-udledninger stadig på mere end 40 Gt  pr. år, kan det tilbageværende budget være tæt på opbrugt allerede.

(Min oversættelse af Climate tipping points — too risky to bet against )

Men hvis man ser på nyhederne i dag, Black Friday 2019, står der ikke ét ord om dette. Jeg fatter det ikke. Artiklen fra Nature er forfærdelig læsning; jeg bliver bange og ked af at læse den. Men ingen vil åbenbart spørge vore beslutningstagere, hvad de vil gøre set i lyset af alt det, vi nu ved.

Tænd for smilet

Jeg er med i magasinet Så vidt vi ved på DR P1 i denne uge; der er et indslag om konsekvenserne af den stadigt større fokusering på at universitetsansattes forskere hver især skal skaffe eksterne forskningsmidler. Også Olav Bertelsen, der er fællestillidsrepræsentant på Aarhus Universitet og forperson for DM Viden udtaler sig. Vi er begge noget bekymrede for udviklingen – og jeg har for nylig skrevet om tendenserne i dette forum. Til sidst i udsendelsen kan man så høre DTUs rektor Anders Bjarklev udtale, at vilkårene er som de er og at forskerne (og ikke mindst forskere fra humaniora) skal “tænde for smilet” og søge eksterne forskningsmidler. Det undrer mig selvfølgelig ikke, at han siger netop dét.

Selv sidder jeg for tiden og arbejder på at færdiggøre en revideret ansøgning om Horizon 2020-midler. Det er tredje forsøg nu på tre år. Smilet er tændt, jeg har taget ja-hatten på, er med i båden osv. Men selv med al denne optimisme skruet på er det desværre ikke sikkert, at det vil lykkes mig. Behændigt nok nævner Anders Bjarklev nemlig ikke, at succesraten for ansøgninger om eksterne forskningsmidler er lav, så mange forskere er nødt til at prøve igen og igen. 

Er der egentlig andre offentlige stillingskategorier, hvor der er tilsvarende forventninger til de ansatte og tilsvarende lave succesrater?

Nye uddannelser i det fjerne?

Første side af afgørelserne fra Uddannelses- og Forskningsministeriet i november 2019.

Nogle videregående uddannelser bliver nedlagt for tiden, mens de samme institutioner samtidig søger om at oprette andre uddannelser. Det er bl.a. tilfældet på Københavns Universitet. I denne uge kom der afgørelser fra Uddannelses- og Forskningsministeriet på seneste runde af ansøgninger. En tendens er, at uddannelser søges oprettet andre steder end man måske ville forvente. Man kan således se, at Københavns Universitet har fået godkendelse til at oprette en uddannelse i STEM-undervisning i Odense, hvor Syddansk Universitet som bekendt hører hjemme. Nogle andre ansøgninger blev ikke godkendt.

Det er interessant, men ikke nødvendigvis beroligende, at de danske universiteter på denne måde søger om at oprette uddannelser andre steder og at denne tendens er strategisk betinget. Nogle vil mene, at de henholdende svar på nogle ansøgninger er begrundet i en frygt for konkurrence – at det, at en institution søger om at oprette uddannelser i en anden del af landet, er et tegn på at denne uddannelse har en stor kvalitet, som andre er bange for. Men måske er det ikke frygten for andres kvaliteter, der vægter højest? Det kunne også være, at der stadig er bekymring blandt beslutningstagere for, om uddannelsesinstitutionernes indbyrdes konkurrence simpelthen vil føre til mere fragmentering, der ikke er til gavn på længere sigt, og ikke kan begrundes i et behov, der kun kan dækkes på denne måde.

De gode år?

https://www.flickr.com/photos/58242682@N06/9423452938/

Det er interessant, at politikerne i vores dage sjældent taler om livskvalitet. Hvis man hos Socialdemokraterne søger på ordet “livskvalitet”, får man to træffere – den ene er om sundhedspolitik, den anden er om miljøpolitik.

Hvordan er det med arbejdslivet? På Socialdemokraternes websted står der i afdelingen om folkepension at

Helt grundlæggende bør det være sådan i et velfærdssamfund som det danske, at man værdigt kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Det er kun rimeligt, når man i mange år har bidraget til samfundet og betalt skat. Alle fortjener gode år på pension med tid til børn, børnebørn og fritidsinteresser.

De gode år med tid er tilsyneladende de år, der kommer efter arbejdslivet. Om arbejdslivet siger Socialdemokraternes websted i afsnittet om beskæftigelse at

Alle skal bidrage med det, de kan. Det er et krav, vi stiller til hinanden. Ellers kan samfundet ikke hænge sammen, og det kan den enkelte i virkeligheden heller ikke. Man får et bedre liv af af at have noget at stå op til om morgenen.

Så dette at gå på arbejde er i denne forståelse en del af det gode liv (eller i al fald det bedre liv) i sig selv. Hvilken status tiden sammen med børn og børnebørn og fritidsinteresser har for mennesker i arbejdslivet, står hen i det uvisse.

Sket asket

Nu er der et nyt fænomen, såkaldt “dopaminfaste”. Ideen er opstået blandt iværksættere i tech-branchen i USA og går ud på man at man skal afstå fra alle positive stimuli. Hos BBC kan man læse om James Sinka (ja, det hedder han) på 24, der med mellemrum afskærer sig selv fra så mange ydre stimuli som muligt. Dvs. der er ingen mad, ingen drikkevarer, ingen telefon, computer eller lignende. Og han undgår at have kontakt med andre mennesker så meget som overhovedet muligt. På denne måde skulle han undgå at kroppen udløser belønningshormonet dopamin. Ideen er, at man så senere vil føle en mere ægte og dybere nydelse.

Selvfølgelig er der et gran af sandhed i dette. Da jeg sidste år skulle tabe mig efter en sommerferies vellevned, smagte et lillebitte stykke chokolade sidst på dagen ekstra godt og sikkert meget bedre end et stort.

Men der er noget umiddelbart paradoksalt i selve dette at opnå tilfredsstillelse ved at afstå fra tilfredsstillelse. Ideen minder mest om gamle traditioner for askese. Der er også paralleller til meditative traditioner som Vipassana-meditation, som jeg tidligere har skrevet om her. I disse traditioner er idealet imidlertid ikke selve fasten, men at skue indad og blive bevidst om sin bevidsthed og om sine reaktioner. Og denne praksis opstod ikke i rige samfund, men i fattige samfund i Asien.

Ideen om den nye form for askese er nemlig også paradoksal – den er en reaktion på, at der er skabt et samfund, hvor der er en overflod af muligheder for tilfredsstillelse af umiddelbare behov. Og denne overflod er skabt af den samme klasse af mennesker, som nu reagerer ved at “faste” fra tilfredsstillelsen. Formodentlig skulle de “dopaminfastende” i den kreative iværksætterklasse snarere sørge for at hjælpe os alle med at få et sundere forbrug.

Den store omstilling

Fra et portugisisk supermarked, som jeg ofte har besøgt under ophold i Lissabon. Også her er der et forbløffende stort udvalg.

Jeg fandt en ordentlig spandfuld til normalt og fedtet hår, og også virksomt, hvis der skulle være skæl. Det var så langt det billigste, så man kan da ikke forstå, at noget af alt det andet prangværk lader sig sælge.

Niels Hausgaard: Shampoo (oversat fra vendelbomål af mig)

Hvorfor er der så mange varianter af det samme produkt? Hausgaards sang om shampoo dækker over en undren over netop dét. Der er skabt en overflod af næsten ens produkter derude, og det betyder samtidig at der er en masse produktionsapparater og infrastrukturer der bliver duplikeret. Ofte bliver hvert eneste konkurrerende shampoo-mærke fremstillet på hver sin fabrik og ofte også distribueret af hver sin distributør.

Nogle ser de mange valgmuligheder og udbud i dag som et vigtigt tegn på hvor udviklet vores samfund er. Men er al denne overflod i virkeligheden ikke blot en overflødighed? I The Guardian har den engelske antropolog Jason Hickel nogle tankevækkende betragtninger om hvad der skal til for at vi kan omstille os til en bæredygtig produktionsmåde og til bæredygtige samfundsforhold.

Den store omstilling væk fra det, der lige nu er destruktivt, betyder ifølge Hickel at vi ikke skal gå efter gamle idealer om “udvikling”, så de fattigere samfund i verden skal stræbe efter det, de rige samfund har nu.  Det er fattige lande, ikke rige lande, der er tæt på at leve op til de internationale mål om bæredygtighed. Men det betyder ikke, at alt der er elendighed. Det er påfaldende, skriver Hickel, at lande som Cuba har middellevealder som i USA (det cubanske sundhedsvæsen har faktisk et godt ry) og har et af verdens laveste niveauer af analfabetisme, trods det at landets BNP kun er $6000 pr. indbygger. Noget tilsvarende kan siges om f.eks. Peru, Ecuador, Honduras, Nicaragua og Tunesien. (Og ja, jeg ved godt, at nogle af disse lande har alvorlige problemer med bl.a. at overholde menneskerettighederne på vigtige områder; jeg synes ikke at disse lande er idealsamfund som sådan.)

Men i virkeligheden er bæredygtigheds-strategien for de rige samfund ikke den øvelse i “grøn vækst”, som nutidens politikere hele tiden taler om. Der er derimod tale om en meget sværere øvelse: at finde og opnå almen livskvalitet (folkesundhed, kulturel rigdom osv. osv.) uden samtidig at basere sig på overflod. Øvelsen er rigtig svær, fordi manglen på overflod ofte fremstilles som at man skal vænne sig til afsavn. Men måske har vi ikke brug for alle de mange slags shampoo? Og måske er det i virkeligheden sådan, at den dominerende produktionsmåde i dag kan siges at være overudviklet.

Otte timers arbejde?

I det 19. århundrede kæmpede arbejderbevægelsen for en arbejdsdag på otte timer; i år er det præcis 100 år siden, det lykkedes at få dette krav igennem, og det tog 50 års kamp.

I dag er vi formelt set nede på en arbejdsuge på 37,5 timer. For de mange, der arbejder med andet end vidensarbejde, er der gode grunde til at ønske sig en lavere arbejdsbelastning end tilfældet er i dag. Her behøver man blot at tænke på arbejdsbelastningen hos f.eks. sygeplejersker og pædagoger.

Som vidensarbejder må jeg indse, at jeg på den ene side ofte bruger meget mere end syv en halv time om dagen; arbejdet bliver let grænseløst. Jeg svarer på arbejdsmail tidligt om morgenen og om aftenen, og op til deadlines sidder jeg ofte til ud på aftenen og skriver.

På den anden side er der også en stor andel af min indsats, der udgøres af rutinearbejde, som jeg ikke ville kalde vidensarbejde. Netop det at svare på mails og forberede mødedeltagelse og ansøgninger er i stort omfang det modsatte af det “dybe” arbejde, hvor man bruger sine egentlige kvalifikationer.

Jeg er efterhånden nået dertil, at jeg ønsker mig en fast og veldefineret arbejdstid som universitetslærer. Det ville især gøre det målbart, hvornår jeg har lavet nok. Nogle mener på den ene side, at jeg som person burde præstere mere og bedre, og på den anden side mener de samme mennesker, at det er selve dét, at vi laver mere på universiteterne, der får det hele til at hænge sammen – at VIP’er og TAP’er laver mere, end de skal. Men det er underligt, at denne form for “ufrivilligt frivilligt arbejde” er blevet et ideal.

Hvis arbejdstiden blev sat ned, ville der måske også (og det er dybest set enormt ironisk) blive bedre tid for os til at lave det egentlige, “dybe” vidensarbejde.

Betal din egen løn?

På universiteter i USA får universitetslærere kun løn 9 af årets 12 måneder; i sommermånederne får de ikke løn. Man skal så skaffe lønmidler til disse måneder på anden vis – enten ved at have eksterne forskningsmidler eller ved at undervise i sommerkurser.

Denne situation virker umiddelbart bizar og bestemt ikke tillokkende for dem, der kunne tænke sig en akademisk karriere i USA, men den er måske ikke så langt væk fra en dansk virkelighed længere. På danske universiteter udgør basismidlerne (som tildeles over finansloven) kun halvdelen af universiteternes indtægt til forskning; den anden halvdel kommer fra konkurrenceudsatte midler fra EU, private fonde, forskningsråd, virksomheder mm. Dem skal de enkelte forskere selv skaffe i konkurrence med hinanden.

På nogle danske universitetsinstitutter er der netop nu ved at opstå en forventning om at man som lektor skal skaffe midler svarende til 20 procent af sin løn. For løstansatte har dette allerede i nogen tid været virkelighed; jeg kender til en postdoc, der blev fyret, fordi han ikke kunne skaffe midler fra EU til at betale sin egen løn.

Jeg ved ikke, hvor mange uden for den akademiske verden, der er klar over, at situationen nu er ved at udvikle sig sådan. Den enkelte universitetslærer skal være sin egen iværksætter og skal måles på dét. Det har store konsekvenser også for uddannelserne – for der er ingen fornuft for en universitetslærer i at gøre noget særligt ved sin undervisning, når det kun er publikationer og det at skaffe midler til sig selv, der tæller. Og det har konsekvenser for hvad der forskes i – for alle vil naturligvis prøve at gå efter de forskningsområder, som ser ud til at give de bedste muligheder for at kunne finansiere egen løn. Succesraten for ansøgninger om eksterne forskningsmidler er nemlig lav, så man er nødt til at søge ofte.