Flippet fiasko

Kilde: https://www.flickr.com/photos/59489479@N08/15573118992/

Jeg kender flere, der inden for de seneste år har forsøgt sig med flipped classroom og har oplevet, at deres undervisningsforløb ikke fungerede godt. Det kan have været i form af en form for passiv modstand fra dem, der skulle undervises, eller det kan have taget form af direkte negative evalueringer. Det er også sket for mig; de mest ubønhørligt negative vurderinger af mine kompetencer som undervisere er kommet i forbindelse med et sådant forløb for få år siden. Nogle undervisere har sagt til mig, at de har på fornemmelsen, at flipped undervisning nogle gange “simpelthen bare går galt”.

Men er det virkelig sådan? Hvis man søger på Google på ordene “flipped classroom failure”, er der omkring 1.290.000 resultater. Det er interessant, at der er så megen opmærksomhed på dette. I et interview på EdSurge kan man læse om de overvejelser, som den amerikanske matematiker og uddannelsesforsker Robert Talbert har gjort sig om dette problem og hvad der skal til for at undgå det. Og der findes videomateriale som f.eks. den lange video “Don’t Flop When You Flip” af Simon Thomson.

Den fornemmelse, jeg selv har, er, at “flippede fiaskoer” ofte skyldes flere forhold.

Ét er, at der er blevet givet uforholdsmæssigt megen opmærksomhed både fra undervisere og dem, der bliver undervist, til videopræsentationerne – så på den måde får podcasts den samme uheldige centrale status, som forelæsninger ofte har fået. Til gengæld bliver der så ikke fokus på hvad man skal gøre på holdet, når man endelig er sammen.

Et andet forhold er, at mange uddannelsessøgende er helt uvante med den flippede model og derfor af naturlige årsager ikke har redskaberne til og erfaringerne med hvordan de bedst skal gebærde sig. Dette er et problem, der ligner problemerne med projektarbejde i grupper – og helt tilsvarende kræver det formodentlig “bare” at man opbygger erfaring med at deltage i undervisningsformen.

Og et helt tredje forhold er formodentlig et generelt, studieteknisk. Flippede formater kræver, at man som uddannelsessøgende forbereder sig inden de fælles aktiviteter ved at se podcasts og læse tekster. Men mange har ikke indarbejdet produktive vaner og er derfor tilbøjelige til at møde uforberedte op til de fælles undervisningsaktiviteter. Det er formodentlig ikke nemt at håndtere denne type udfordringer isoleret.

Det kunne være interessant at indhente systematiske data om tilfælde af flipped failures. Men det er også vigtigt at bemærke, at der ikke er et tilsvarende bredt fokus på hvad man kunne kalde lecture failures, dvs. tilfælde hvor undervisning med traditionelle forelæsning ikke fungerer. Jeg oplever selv faktisk temmelig sjældent nogen, der konkluderer, at forelæsningerne er problemet og bør afskaffes.

Det kunne være interessant at få lavet en systematisk undersøgelse af flipped failures og hvad vi kan gøre for at undgå dem.

(Visited 98 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar