Antisemitismen i vor tid

Fra fakkeltoget i Aalborg til minde om Krystalnatten.

I går deltog jeg (og var gennem Amnesty International med til at arrangere) i et fakkeltog i Aalborg til minde om Krystalnatten i 1938, der var begyndelsen på nazismens systematiske forfølgelser af tyske jøder og således også det egentlige startskud til Holocaust. I dag kunne jeg så læse, at der har været omfattende skændinger af den jødiske kirkegård i Randers og antisemitiske klistermærker på postkasser i Silkeborg. Også den jødiske kirkegård i Aalborg, hvor fakkeltoget begyndte, blev skændet af graffiti på muren. Vi så ikke dette i går aftes. Måske var graffitien der ikke, eller måske har vi ikke bemærket den, fordi det var mørkt.

Men dybt skræmmende er det. Antisemitismen er på en måde en prototype på de mange former for had mod folkegrupper vi ser i vore dage, og derfor er det ikke overraskende, at også den dukker op nu. I en europæisk undersøgelse fra 2018 sagde 65 procent i Frankrig, at antisemitisme er et meget alvorligt problem. I Tyskland var det 43 procent – men i Danmark var det kun 14 procent, der mente at antisemitisme er et meget alvorligt problem. Den slags bør også give anledning til at vi tænker os grundigt om.

Vore dages antisemitisme vidner i høj grad om at nazistiske strømninger trives alt for godt i vore dage. Det er samtidig skræmmende og underligt ironisk, at nogle antisemitter i vore dage har arabisk/muslimsk baggrund og begrunder deres had mød jøder i forholdene i Mellemøsten. Arabisk er ligesom hebraisk et semitisk sprog, og i Europa er mennesker med muslimsk baggrund et religiøst mindretal, der nu må lægge ryg til præcis samme slags hadefulde udtalelser, som antisemitismen kommer med mod jøder (udtalelser i valgkampen fra et parti, der ikke opnåede valg, står stadig i frisk erindring). Og ingen kan holdes ansvarlig for den israelske statsmagts handlinger, bare fordi de er jøder.

Til næste år holder vi et fakkeltog igen på Krystalnatten, og da er det vigtigt, at rigtig mange deltager, også i Aalborg. Vi skal have standset hadet, inden det gør det af med os.

Giv dem hvad de vil have

For tiden arbejder jeg sammen med kolleger i flere andre lande på en ansøgning til Horizon 2020-programmet. Det bliver tredje gang, vi prøver lykken, og endnu engang har vi hyret et konsulentfirma, der skal hjælpe os. Vi baserer os på de erfaringer, vi har fra de to foregående afslag – dvs. to personers evalueringer på hver omkring 25 linjers tekst af vores ansøgninger på hver omkring 150 sider. Nu skal vi undgå at gøre evaluatorerne utilfredse og så også håbe på, at de ikke falder over noget andet at kritisere denne gang.

I dagbladet Information er der i denne uge et essay af Center for Vild Analyse, og det handler netop om det, der er gået hen og er blevet et helt centralt vilkår i den akademiske verden.

I essayet står der

Det burde handle om at sikre, at de mest kvalificerede personer får opgaven, og at de bedste ideer vinder frem. Men ikke så sjældent går det i den stik modsatte retning. Det, man gør, når man lever af konkurrenceudsatte midler, er først og fremmest af al magt at forsøge at gætte, hvad den Anden ønsker af en: Hvordan skriver man en ansøgning, som nævnet vil bedømme positivt?

For det er præcis dét, vi gør og præcis dét, vi får konsulenterne til at hjælpe os med: At udføre en storstilet gæt-hvad-de-tænker-øvelse. Der findes i dag mange konsulenter, der ikke laver andet, og der er masser af kurser i at skrive ansøgninger (jeg var selv på et sådant kursus i Berlin for nogle år siden).

I essayet står der

Universitetsdiskursens helvede er den verden, hvor hele verden hele tiden skriver ansøgninger. Det er efterhånden et kendt faktum på universiteter og andre vidensinstitutioner, at man bruger de penge, man har hentet hjem på et projekt, til at sidde og skrive ansøgninger til det næste. 

For nogle er dette et helvede, for andre er det blevet en himmel. De, der har eksterne forskningsmidler, formår at gøre det til en vane at “kæde ansøgningerne sammen”, så den ene succes kan afføde den næste. De rigtig succesrige får på et tidspunkt lov at være med til at udforme kommende opslag om midler, og så skal andre gætte, hvad de tænker. Men først skal man have kæden til at blive siddende på tandhjulet, og det er dét, der er så stort et arbejde. Det er paradoksalt, at så stor en del af vores forskningstid ikke handler om at opdage noget nyt, men med at til at gå med at forsøge at regne ud, hvad andre vil have. Og det er underligt, at det er blevet så stor en sideforretning for konsulenter. Er hele denne insisteren på et konkurrencesamfund virkelig til fordel for forskningen?