Antisemitismen i vor tid

Fra fakkeltoget i Aalborg til minde om Krystalnatten.

I går deltog jeg (og var gennem Amnesty International med til at arrangere) i et fakkeltog i Aalborg til minde om Krystalnatten i 1938, der var begyndelsen på nazismens systematiske forfølgelser af tyske jøder og således også det egentlige startskud til Holocaust. I dag kunne jeg så læse, at der har været omfattende skændinger af den jødiske kirkegård i Randers og antisemitiske klistermærker på postkasser i Silkeborg. Også den jødiske kirkegård i Aalborg, hvor fakkeltoget begyndte, blev skændet af graffiti på muren. Vi så ikke dette i går aftes. Måske var graffitien der ikke, eller måske har vi ikke bemærket den, fordi det var mørkt.

Men dybt skræmmende er det. Antisemitismen er på en måde en prototype på de mange former for had mod folkegrupper vi ser i vore dage, og derfor er det ikke overraskende, at også den dukker op nu. I en europæisk undersøgelse fra 2018 sagde 65 procent i Frankrig, at antisemitisme er et meget alvorligt problem. I Tyskland var det 43 procent – men i Danmark var det kun 14 procent, der mente at antisemitisme er et meget alvorligt problem. Den slags bør også give anledning til at vi tænker os grundigt om.

Vore dages antisemitisme vidner i høj grad om at nazistiske strømninger trives alt for godt i vore dage. Det er samtidig skræmmende og underligt ironisk, at nogle antisemitter i vore dage har arabisk/muslimsk baggrund og begrunder deres had mød jøder i forholdene i Mellemøsten. Arabisk er ligesom hebraisk et semitisk sprog, og i Europa er mennesker med muslimsk baggrund et religiøst mindretal, der nu må lægge ryg til præcis samme slags hadefulde udtalelser, som antisemitismen kommer med mod jøder (udtalelser i valgkampen fra et parti, der ikke opnåede valg, står stadig i frisk erindring). Og ingen kan holdes ansvarlig for den israelske statsmagts handlinger, bare fordi de er jøder.

Til næste år holder vi et fakkeltog igen på Krystalnatten, og da er det vigtigt, at rigtig mange deltager, også i Aalborg. Vi skal have standset hadet, inden det gør det af med os.

(Visited 85 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar