Den korporative stat

En overraskende arv fra forrige århundredes fascistiske regimer er ideen om den såkaldte korporative stat. Den skyldtes oprindelig Mussolini og stammer fra 1926; fascisterne sagde at de ville “overvinde klassekampen” – arbejdsgivere og arbejdstagere blev (sagde de italienske fascister i al fald) socialt og økonomisk ligestillede, og der blev skabt fascistiske syndikater og overliggende korporationer, der skulle omfatte begge parter. I 1930 oprettede fascisterne det nationale korporationsråd under Mussolinis direkte ledelse; og i 1936 blev korporationerne direkte en del af statsmagten, da det Deputeretkammeret blev erstattet af et Camera dei Fasci e delle Corporazioni som øverste lovgivende organ. Formelt set blev klassekampen afskaffet, men der er ikke megen tvivl om at det ikke var arbejdernes interesser, der vandt under Mussolini eller andre lignende regimer, der tog ideen til sig.

I udemokratiske lande som Kina og Rusland er korporatisme helt central i vore dage, omend der her ikke så meget er tale om nogle formelt definerede strukturer, som om et simpelt sammenfald mellem politikere og økonomiske aktører.

Men det er bemærkelsesværdigt, at begrebet stadig findes og er blevet centralt også i lande som i Danmark. Man taler sjældent om korporatisme – og skulle det ske, taler man om neokorporatisme. Ideen er også nu, at de tunge økonomiske interesseorganisationer skal være ligeberettigede partnere i det politiske system. Det betyder, at fagforeninger og arbejdsorganisationer bliver tilknyttet det politiske system (så nogle siger, at korporatismen er socialdemokratisk), men store virksomheder får samtidig en særlig status. Rundt om i staten ser man korporatismen i mindre format; også i universitetsverdenen er den blevet en kendsgerning: Universitetsbestyrelser har et eksternt flertal af medlemmer fra virksomheder og andre økonomiske interesseorganisationer.