Er det forældrenes skyld?

For tiden er der en del diskussion af et lovforslag fra den siddende regering om børn af danske “fremmedkrigere”. Lovforslaget vil, hvis det bliver vedtaget, medføre at børn der har danske forældre, men bliver født i områder, hvor en terrororganisation er part i en væbnet konflikt, ikke længere automatisk bliver danske statsborgere. Argumentet for dette er ifølge udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye at

Folk, der tilslutter sig Islamisk Stat, har vendt Danmark ryggen. Hvis de stifter familie, er det ikke en dansk familie…

Når Tesfaye bruger ordet “folk”, må han mene børnenes forældre. Der er noget ved dette ræsonnement, der i forbløffende grad ligner udtalelser, som bl.a. Tesfayes forgænger i embedet, Inger Støjberg, kom med i april i år i forbindelse med en rapport fra Røde Kors om vilkårene for børn på udrejsecenteret Sjælsmark. Hun sagde dengang

Så forældrene har bragt deres børn i den her situation. De tager reelt deres børn som gidsler. Det åg kan vi ikke tage af børnenes skuldre…

I begge tilfælde udtaler en minister, at danske myndigheder ikke kan beskytte børnenes vilkår, fordi dette er forældrenes ansvar. Det er måske synd for børnene, men forældrene kan jo bare lade være med at gøre det, de gør. Dette er naturligvis en holdning, man kan have – og den deles af bl.a. politikere fra Dansk Folkeparti.

Det er imidlertid påfaldende, at vi i disse år ser denne nye officielle holdning til barnets tarv som et privat anliggende. Det er nemlig en holdning, som er markant anderledes end den, der afspejler sig i danske myndigheders adfærd over for danske børn i Danmark. Data fra Danske Kommuner viser, at stadig flere børn bliver tvangsfjernet fra deres forældre. Tvangsfjernelser er ikke nødvendigvis noget godt, men når det gælder denne gruppe af udsatte børn, er der tydeligvis ikke tale om at myndighederne lægger skylden og ansvaret over på deres forældre..