Otte timers arbejde?

I det 19. århundrede kæmpede arbejderbevægelsen for en arbejdsdag på otte timer; i år er det præcis 100 år siden, det lykkedes at få dette krav igennem, og det tog 50 års kamp.

I dag er vi formelt set nede på en arbejdsuge på 37,5 timer. For de mange, der arbejder med andet end vidensarbejde, er der gode grunde til at ønske sig en lavere arbejdsbelastning end tilfældet er i dag. Her behøver man blot at tænke på arbejdsbelastningen hos f.eks. sygeplejersker og pædagoger.

Som vidensarbejder må jeg indse, at jeg på den ene side ofte bruger meget mere end syv en halv time om dagen; arbejdet bliver let grænseløst. Jeg svarer på arbejdsmail tidligt om morgenen og om aftenen, og op til deadlines sidder jeg ofte til ud på aftenen og skriver.

På den anden side er der også en stor andel af min indsats, der udgøres af rutinearbejde, som jeg ikke ville kalde vidensarbejde. Netop det at svare på mails og forberede mødedeltagelse og ansøgninger er i stort omfang det modsatte af det “dybe” arbejde, hvor man bruger sine egentlige kvalifikationer.

Jeg er efterhånden nået dertil, at jeg ønsker mig en fast og veldefineret arbejdstid som universitetslærer. Det ville især gøre det målbart, hvornår jeg har lavet nok. Nogle mener på den ene side, at jeg som person burde præstere mere og bedre, og på den anden side mener de samme mennesker, at det er selve dét, at vi laver mere på universiteterne, der får det hele til at hænge sammen – at VIP’er og TAP’er laver mere, end de skal. Men det er underligt, at denne form for “ufrivilligt frivilligt arbejde” er blevet et ideal.

Hvis arbejdstiden blev sat ned, ville der måske også (og det er dybest set enormt ironisk) blive bedre tid for os til at lave det egentlige, “dybe” vidensarbejde.