Den store omstilling

Fra et portugisisk supermarked, som jeg ofte har besøgt under ophold i Lissabon. Også her er der et forbløffende stort udvalg.

Jeg fandt en ordentlig spandfuld til normalt og fedtet hår, og også virksomt, hvis der skulle være skæl. Det var så langt det billigste, så man kan da ikke forstå, at noget af alt det andet prangværk lader sig sælge.

Niels Hausgaard: Shampoo (oversat fra vendelbomål af mig)

Hvorfor er der så mange varianter af det samme produkt? Hausgaards sang om shampoo dækker over en undren over netop dét. Der er skabt en overflod af næsten ens produkter derude, og det betyder samtidig at der er en masse produktionsapparater og infrastrukturer der bliver duplikeret. Ofte bliver hvert eneste konkurrerende shampoo-mærke fremstillet på hver sin fabrik og ofte også distribueret af hver sin distributør.

Nogle ser de mange valgmuligheder og udbud i dag som et vigtigt tegn på hvor udviklet vores samfund er. Men er al denne overflod i virkeligheden ikke blot en overflødighed? I The Guardian har den engelske antropolog Jason Hickel nogle tankevækkende betragtninger om hvad der skal til for at vi kan omstille os til en bæredygtig produktionsmåde og til bæredygtige samfundsforhold.

Den store omstilling væk fra det, der lige nu er destruktivt, betyder ifølge Hickel at vi ikke skal gå efter gamle idealer om “udvikling”, så de fattigere samfund i verden skal stræbe efter det, de rige samfund har nu.  Det er fattige lande, ikke rige lande, der er tæt på at leve op til de internationale mål om bæredygtighed. Men det betyder ikke, at alt der er elendighed. Det er påfaldende, skriver Hickel, at lande som Cuba har middellevealder som i USA (det cubanske sundhedsvæsen har faktisk et godt ry) og har et af verdens laveste niveauer af analfabetisme, trods det at landets BNP kun er $6000 pr. indbygger. Noget tilsvarende kan siges om f.eks. Peru, Ecuador, Honduras, Nicaragua og Tunesien. (Og ja, jeg ved godt, at nogle af disse lande har alvorlige problemer med bl.a. at overholde menneskerettighederne på vigtige områder; jeg synes ikke at disse lande er idealsamfund som sådan.)

Men i virkeligheden er bæredygtigheds-strategien for de rige samfund ikke den øvelse i “grøn vækst”, som nutidens politikere hele tiden taler om. Der er derimod tale om en meget sværere øvelse: at finde og opnå almen livskvalitet (folkesundhed, kulturel rigdom osv. osv.) uden samtidig at basere sig på overflod. Øvelsen er rigtig svær, fordi manglen på overflod ofte fremstilles som at man skal vænne sig til afsavn. Men måske har vi ikke brug for alle de mange slags shampoo? Og måske er det i virkeligheden sådan, at den dominerende produktionsmåde i dag kan siges at være overudviklet.

(Visited 100 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar