Året slutter her

Om nogle timer slutter 2019. Et år bliver aldrig, som man troede, og 2019 blev et underligt år med afskedigelser blandt folk, jeg kender, magtfuldkommenhed, voldsomme og pludselige ændringer og stor usikkerhed for mange. Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive mere om det her. Også tæt på mig er der nogen, der har skullet finde et nyt arbejde. Hvem ved om du er her om et år? var der en, der sagde til mig.

Ordene er underligt passende netop i dag, hvor jeg har været til undersøgelse på hospitalet. Selv om jeg måske ikke fejler noget af betydning, er det nu alligevel en lidt ærgerlig afslutning på året.

Når det føles sådan, er det vigtigt også at huske de gode stunder fra 2019, for de var der. Der var deltagelse i Danmarksmesterskabet i poetry slam. En konference i Portugal med lune januardage ved Tejo. Et seminar med kolleger fra Moldova og samværet bagefter. DMs kongres. Et møde i Prag med kolleger fra nær og fjern. En solfyldt sommer i Mariehamn og Stockholm. En musikfestival i Göteborg. En artikel i Acta Informatica. Besøg hos mine søskende fra England og Tyskland. Dagen, hvor jeg fik at vide at jeg var årets underviser ved de uddannelser, hvor jeg underviser. Dage på tysk i Magdeburg. Solnedgangen over Korfu og Sarandë. Gensynet med mine venner fra gymnasietiden. Alle togrejserne gennem Europa og den erfaring, det har givet mig. Fællesskabet for at skabe handling i klimakrisen. Aktiviteterne i Amnesty International. Tid med familie og venner. Alt dét var der også i 2019. Jeg håber, der kommer mere af det i det nye år, der også er begyndelsen på det, mange kalder for det nye årti. I al fald:

Godt nytår til jer, der læser dette!

Albums fra 2019

Også i 2019 lykkedes det mig at lytte til en del musik.

De 10 albums, jeg fik hørt mest, er

  1. Orville Peck: Pony
  2. The New Pornographers: In The Morse Code of the Brake Lights
  3. Vampire Weekend: Father of the Bride
  4. Sharon van Etten: Remind Me Tomorrow
  5. Elbow: Giants of All Sizes
  6. Nick Cave: Ghosteen
  7. Hiss Golden Messenger: Terms Of Surrender
  8. Bruce Springsteen: Western Stars
  9. Leonard Cohen: Thanks for the Dance
  10. The National: I Am Easy To Find

Orville Peck var et helt nyt bekendtskab for mig, og hans musik gik rent ind hos mig. Cohens absolutte svanesang var meget bedre, end man havde turdet tro.

Fem danske udgivelser (alle på dansk) er

  • Claus Hempler: Kuffert fuld af mursten
  • Kenneth Thordal: Den tid, den sorg
  • Kira Skov: I nat bliver vi gamle
  • Ukendt Under Andet Navn: 2 EP’er
  • Love Shop: Brænder boksen med smukke ting

Kenneth Thordal, Jens Unmack og Henrik Olesen har allerede mange års erfaring med at skrive danske sange på dansk, men det var overrumplede godt nu også at høre Claus Hempler og Kira Skov på dansk.

To klassiske albums, jeg bed mærke i:

  • François-Xavier Roth & Les Siècles: Gustav Mahler: Titan – Eine Tondichtung in Symphonieform
  • Beth Gibbons, Krysztof Penderecki & Polish National Radio Symphony Orchestra: Symphony of Sorrowful Songs

Og nævnes skal også

  • Angel Olsen: All Mirrors
  • Aldous Harding: Designer
  • Bedouine: Bird Songs of a Killjoy
  • Better Oblivion Community Center: Better Oblivion Community Center
  • Calexico/Iron and Wine: Years to Burn
  • The Delinks: The Imperial
  • Justin Townes Earle: The Saint of Lost Causes
  • Fontaines D.C.: Dogrel
  • Son Volt: Union

plus genudsendt materiale med Marvin Gaye (You’re The Man, materiale fra tiden mellem What’s Going On og Let’s Get It On) og med The Replacements (Dead Man’s Pop, et bokssæt med materiale fra Don’t Tell A Soul).

Herostratos og Kylie Jenner

Herostratos. Træsnit af Sebastian de Covarrubias (1610)

Berømmelse er et underligt fænomen. Den 21. juli 356 f.Kr. ødelagde Herostratos Artemistemplet i Efesos ved at sætte ild til det. Bagefter indrømmede han, at motivet til denne udåd var – at blive berømt. Interessant nok blev Alexander den Store født samme dag og år, og han blev en del mere berømt end sin landsmand, hvis navn i dag kun lever videre i udtrykket “herostratisk berømmelse”. Alexander den Store stræbte selv efter at blive mere berømt end Achilleus.

I Wired skriver Virginia Heffernan om berømmelse og tager fat i menneskers bevæggrunde til at ville være berømte. Heffernans eksempel er fotomodellen Kylie Jenner, der blev kendt fra reality-tv og siden er blevet milliardær på make-up-produkter. Andre eksempler på moderne berømmelse er influencerne på Instagram og alle youtuberne. Det er som om alle disse moderne berømtheder går efter en kvantitativ form for berømmelse – jo mere omtale, jo bedre. På denne måde minder de om Herostratos. Alexander den Store har bestemt fået en masse omtale i de seneste knap 2400 år, men hans berømmelse er ikke baseret på megen omtale.

Det interessante er, at det altid er kanalen, hvorigennem man bliver berømt, der sætter standarden. Feks. vil selve YouTube vil altid være bedre kendt end selv den mest fulgte youtuber, og hvis man førhen blev kendt fordi man ofte var på landsdækkende tv, var man det, fordi landsdækkende tv var så udbredt og kendt. Min egen fornemmelse er, at kvalitativ berømmelse adskiller sig fra den kvantitative ved at række ud over den enkelte kanal og ved at gå på tværs af tid.

Greta Thunberg er måske det bedst kendte eksempel på et menneske i vor tid, der bruger andre præmisser end Kylie Jenner, og helst vil flytte fokus væk fra sin person og over på kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer, men alligevel ender med at blive berømt. Det selv om Greta faktisk er en teenagepige, der gør flittig brug af Instagram og Twitter – og på denne måde er inden for en typisk målgruppe for disse medier. Det, der er forskellen, er at det er lykkedes Greta og klimabevægelsen at blive kendt langt hinsides disse medier. Det er også derfor, jeg er sikker på at vi vil huske hende længere end f.eks. Kylie Jenner.

Lørdag aften som nummer 19

Nogle år er det som om man ender med at bruge juleferien på at blive frisk igen til man skal begynde igen på arbejde. Sådan er det også ved at blive i år. Aftenen sluttede med feber og mulige tegn på en urinvejsinfektion. Når lægevagten siger, at man skal komme ud for at blive undersøgt, ved man at der bliver god tid til at læse i gamle numre af Ude og Hjemme i venteværelset.

Foran mig i køen i modtagelsen var to andre mænd, der også skulle have lavet urinprøve. Den ene af dem blev bagefter sendt op til hospitalet til videre undersøgelse. Mit eget infektionstal var derimod så lavt at jeg ikke kunne have blærebetændelse, men nok “bare” nyregrus og måske også en debuterende luftvejsinfektion. Så jeg kunne tage hjem igen.

Progressiv patriotisme?

Jens Unmack flager altid med Dannebrog, når Love Shop spiller – men Jens er bestemt ikke nationalist.

Jeg kan ikke fordrage nationalismen. Hvor end man ser den, er dens tilsyneladende fædrelandskærlighed en eksponent for had og intolerance. Samtidig har jeg det sådan, at jeg altid holder med danske sportsudøvere i internationale turneringer. Og jeg har i Skotland set hvordan SNP kalder sig et skotsk parti, men samtidig står for nogle progressive værdier og taler imod racisme. Det er helt tydeligt, at SNP står for noget helt andet end f.eks. UKIP og Brexit Party gør i England.

Selv om det konservative parti ikke vil gøre noget for at udligne den økonomiske og sociale ulighed, stemte mange på dem ved parlamentsvalget for nylig. I et essay i The New Statesman kommer den engelske Labour-politiker Liam Byrne med den påstand, at valgsejren i et vist omfang kan skyldes, at Boris Johnson og hans parti lykkedes med at tale til en nationalfølelse, som de andre landsdækkende partier ikke talte til. Mange politiske partier taler nemlig kun ugerne om den slags, netop fordi nationalisme trækker så grimt et spor efter sig.

Kan man holde af det sted, hvor man bor eller kommer fra, uden at være nationalist?

Det er jeg overbevist om at man kan, og jeg har skrevet om det før her. Tilbage i 2006 skrev den engelske sanger, sangskriver og aktivist Billy Bragg en bog, The Progressive Patriot, om det samme. Hans pointe er, at man kan betone de gode og progressive ideer, som opstår i og former det samfund, man bor i eller kommer fra, uden at man ser ned på andre samfund eller andre mennesker. Hvis ikke ordet patriot var i fare for at blive set som synonymt med nationalisme, kunne man tale om patriotisme. I virkeligheden er det en øvelse i sundt selvværd: At man kan føle at man selv har værdi uden at se ned på andre eller det, de står for, og uden at ville bestemme hvem der “er inde” og hvem der “er ude”.

Det må derfor også være en øvelse i at indse, at man ikke kan have monopol på de gode ideer. Tit siger man i Danmark, at folkehøjskolerne er en særlig dansk idé. Andelsbevægelsen er en dansk idé. Håndbold er en dansk idé. Men så alligevel: Ideen om en alment dannende skole for alle opstod også i Frankrig med den såkaldte Ligue D’Enseignement. Kooperativtanken findes også mange andre steder og bl.a. i det spanske Baskerland er den vigtig. Holdspil, der ligner håndbold, har været spillet i antikkens Rom og i Sydamerika i 1400-tallet.

Det interessante er den udformning, ideerne ovenfor har fået i Danmark, som har gjort dem levedygtige. Det er dét, man kan værdsætte, ikke en form for “abstrakt danskhed”, og det er derfor, man ikke skal tale om “danske værdier”. Håndbold var måske engang en dansk sportsgren, men nu tilhører den alle håndboldspillere og håndboldfans verden over. Og det må være helt acceptabelt ikke at interessere sig for håndbold, så længe det ikke går ud over nogen.

Militæret, klimakrisen og forskningen

Kilde: https://www.army.mil/article/208766/12_principles_of_modern_military_leadership_part_1

Syddansk Universitet er et af de danske universiteter, der har tilsluttet sig FNs 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Det er bestemt prisværdigt. Men samtidig er der på danske universiteter også en systematisk indsats for at prøve at skaffe midler fra EUs nye program for våbenforskning. Nogle steder er der oprettet enheder, der skal koordinere denne indsats inden for våbenforskning.

For mig at se er disse to indsatser i stor modstrid med hinanden. Militæret er ikke bare en trussel mod samfundet i den forstand, at civilbefolkningen i en krig altid lider de største tab, eller i den forstand, at krigsførsel i høj grad går ud på at ødelægge modpartens infrastruktur, men er også en trussel i den forstand, at militæret sluger enorme mængder af energi og har et enormt klimaaftryk. Begrundelsen for FNs verdensmål nr. 13 siger at

Alle lande i verden kan se de drastiske konsekvenser af klimaforandringer. Udledningen af drivhusgasser fortsætter med at stige, og udledningen er i dag mere end 50 procent højere end niveauet i 1990. Endvidere forårsager den globale opvarmning langvarige ændringer i vores klimasystem, som truer med uoprettelige konsekvenser, hvis vi ikke handler nu.

(fra https://www.verdensmaalene.dk)

USAs militære ledelse ser klimakrisen for en alvorlig trussel mod USAs sikkerhed. Men det interessante er, at det amerikanske militær set på denne måde udgør en sikkerhedstrussel! En analyse foretaget af samfundsforskeren Neta C. Crawford fra Brown University i USA konkluderer nemlig, at USAs militær gennem sine aktiviteter har et større klimaaftryk end de fleste lande i verden.

Samtidig siger begrundelsen for FNs verdensmål nr. 16 at

Fred, stabilitet, menneskerettigheder og effektiv regeringsførelse baseret på retsstatsprincipper er vigtige betingelser for en bæredygtig udvikling. Vi lever i en verden, der i stigende grad er opdelt. Nogle regioner nyder vedvarende fred, sikkerhed og velstand, mens andre er plaget af tilsyneladende uendelige cyklusser af konflikter og vold. Dette er på ingen måde uundgåeligt, og skal løses.

Væbnet vold og usikkerhed har en ødelæggende effekt på et lands udvikling, det påvirker den økonomiske vækst, og medfører ofte langvarigt fjendskab mellem lokalsamfund, der kan vare ved i flere generationer.

(fra https://www.verdensmaalene.dk)

Set i lyset af dette, er det svært at forstå, at danske universiteter på én og samme tid hævder at arbejde for FNs verdensmål og opfordrer til militærforskning. For mig at se er der først og fremmest tale om en form for opportunisme, netop fordi eksterne forskningsmidler er blevet så vigtige, at universiteternes ledelser først og fremmest er interesseret i at skaffe midler på så mange fronter som muligt (hvis man vil undskylde mig dette ordspil).

Himmelvandrerens opstigning

I dag fik jeg set Star Wars: The Rise of Skywalker. Når man som jeg har været siden den første Stjernekrigs-film fik premiere i danske biografer, er det næsten uomgængeligt at følge med også i den seneste trilogi. Der er sket ganske meget siden de første film blev til for 40 år siden, og ikke bare på special effects-siden. At denne trilogis ubestridt største helt er en ung kvinde, er en glædelig udvikling. At konfliktløsningen i filmen tager udgangspunkt i et stort fællesskab, ikke kun i individers heltemod, er selvfølgelig også et godt budskab. Og mon ikke drengenavnet Finn vil få en renæssance?

Jeg kan ikke røbe ret meget mere om Himmelvandrerens opstigning, som filmen vel ville hedde på dansk, uden at komme til at spolere fornøjelsen hos dem, der ikke har set den endnu. Det er måske nok ikke den bedste af de ni film (som film betragtet er det nu nok stadig Imperiet slår igen), men den er alligevel en meget værdig afrunding af det store science fiction-eventyr.

Noget om at pynte juletræ

Juletræet 2019

Den egentlige glæde ved julen består formodentlig i at de samme enkle aktiviteter finder sted på samme måde år efter år. Forudsigelighed kan være tryg. Derfor synes sorgen da også desto større, når det ikke er muligt at opleve gentagelsens glæde. Jeg mødte én i går, der for et par måneder siden pludseligt havde mistet sin lillebror på 30 og nu for første gang skulle holde jul uden ham, som han altid havde kendt. Det var ikke let.

Et af de små ritualer (for det er jo hvad det er) i min jul af gentagelser er dét at pynte juletræ. En af mine mange onkler hægede om pyntningen i en sådan grad, at ingen måtte få træet at se før juleaften efter middagen – den slags kræver så også en bolig af en vis størrelse. Til gengæld fik alle andre så et glimt af benovelse, der var en julefilm værdigt.

Selv har jeg altid brugt det at pynte juletræ som en fælles syssel, der finder sted lillejuleaftensdag. Mine eneste tommelfingerregler (som der hersker konsensus om også i resten af husstanden) er, at træet ikke må være overlæsset og at der er en form for rotationssymmetri, der skal respekteres. Ellers er der ikke mange fikspunkter. Som barn stod jeg med en let dryssende rødgran, en lametta-stjerne og levende lys i kontravægtstager, men i dag er det en normannsgran, en formstøbt stjerne og LED-lyskæde, jeg har til rådighed. Forskellen er – ens.

Det perfekt pyntede træ eksisterer næppe, men det er altid godt at forsøge.

Historien om A-holdet og B-holdet

Danske universiteter gør en stor dyd ud af at fremhæve sig selv som “verdensførende” og bruger megen energi på rankings. I den akademiske verden skal den enkelte videnskabelige medarbejder publicere meget, skaffe mange eksterne forskningsmidler og udøve forskningsledelse. Man skal performe godt; ellers kan man måske blive nødt til at blive gymnasielærer – for hvem ved, om man er ansat til næste år; det er ikke en menneskeret at være lektor, bliver det sagt.

Hvor kommer denne forventning fra? Den kan formodentlig dateres helt nøje, nemlig tilbage til vores alle sammens Anders Fogh Rasmussen, der i Folketingets åbningstale 4. oktober 2005 sagde, at

“…vi skal opbygge forskningsmiljøer i verdensklasse, og vi skal forske i de ting, samfundet har brug for…”

Det lyder måske umiddelbart som fornuftige krav, men når man flytter overliggeren for hvad der er “godt nok” op til eliteniveau, skaber man en arbejdsvirkelighed, hvor de fleste er dømt til at tabe. Ikke alle arbejdspladser og ikke alle medarbejdere kan udgøre eliten, for hvis alle skal præstere på samme høje niveau, bliver alle i bedste fald gennemsnitlige og i værste fald falder de fleste igennem. Da jeg for nogle uger siden deltog i et radioprogram på DR P1 om kravene til hjemtagning af eksterne forskningsmidler, fik jeg da også reaktioner præget af forbløffelse fra borgere uden for den akademiske verden.

Hele ideen om at alle skal være “elite”, kommer (naturligvis) fra det private erhvervsliv og fra USA. Da Steve Jobs sin tid fyrede 25 procent af de ansatte i en afdeling af Apple, var hans begrundelse

“You guys failed. You’re a B team. B players. Too many people here are B or C players, so today we are releasing some of you to have the opportunity to work at our sister companies here in the valley.”

(fra bogen Steve Jobs af Walter Isaacson)

Hele diskussionen om begrebet “godt nok” er fundamental for diskussionerne om arbejdsforhold, og det var den, der lå bag arbejdskampen i 2018 på det offentlige område. Men diskussionen er ikke slut endnu. I den akademiske verden er de fleste forventninger mere eller mindre usagte, så det må være på tide, at vi får bragt diskussionen om hvornår man gør sit arbejde “godt nok” frem i lyset her. Forventningerne til publikationsaktivitet og til hjemtagning af forskningsmidler bliver ikke defineret af nogen overenskomster eller på centralt politisk niveau, men det må snart være på tide, at det sker. Og det må også være på sin plads, at man nuancerer forventningen om at alle skal spille på A-holdet. Sportsmetaforerne har taget over i management-sproget, men i en idrætsklub forventer man faktisk ikke, at alle spiller på førsteholdet, og man smider ikke spillerne på andetholdet ud af klubben.