Kategorier
Blog Datalogi Den akademiske biks Matematik

Kun én artikel om året?

Tasawar Hayat – vor tids største matematiker? Han er i al fald den mest publicerende.

I går fik jeg besked om at jeg har fået en artikel optaget til en konference, der finder sted i februar 2020, så næste års publikationsrunde er allerede i gang. Artiklen dokumenterer resultater, som stammer fra et speciale som jeg vejledte i foråret. Men én artikel er ikke meget, og de sølle fire artikler, jeg fik publiceret sidste år, er bestemt heller ikke noget imponerende antal.

I den akademiske verden er det vigtigt at publicere så meget som muligt i så gode tidsskrifter og ved så gode konferencer som overhovedet muligt. Den mest publicerende forsker i årene fra 2016 til 2018 er Tasawar Hayat, der er professer i matematik ved Quaid-i-Azam University i Pakistan. Han publicerede hele 996 artikler i den periode, dvs. næsten én publikation om dagen. Så vidt jeg kan se, er en stor del af hans forskningsområde inden for matematisk fysik i den mest anvendelsesorienterede ende og har berøringsflader til maskinintelligens. Lødigheden af Hayats bidrag tør jeg ikke udtale mig om. Men det er forbløffende med denne ekstreme publikationsfrekvens; mange matematikere inden for den rene matematik publicerer kun 1-2 artikler om året.

Den tyske kognitionsforsker Uta Frith, der er professor med University College London, har en lidt anden tilgang. I en helt ny artikel i tidsskriftet Trends in Cognitive Sciences anbefaler hun faktisk, at det bliver et krav, at man kun publicerer én artikel om året. Hun skriver endda

When I look at my CV, I see papers that I wish I had not published, because they are either not sufficiently original or methodologically robust. I think it is important to tell younger researchers about this regret and make them aware that in time they might feel similarly. There are plenty of examples to show that a scientist’s reputation in the long run will be built on their best publications and lessened or even undermined by their weaker ones.

(fra Frith, Fast Lane to Slow Science, Trends in Cognitive Sciences (2019), https://doi.org/10.1016/j.tics.2019.10.007)

Det er en betragtning, jeg deler. Som Frith nævner, er det i virkeligheden et spørgsmål om at have et godt ry som forsker, der er det væsentlige, og om at kvalitet ikke nemt lader sig “fortynde”. Mange konferencerækker i datalogi har nu indstiftet en Test of Time Award, som bliver givet til 10 år gamle publikationer fra samme konference, der senere har vist sig at være særligt indflydelsesrige. Og når jeg ser på prisvinderne fra den lille del af datalogi, som jeg selv beskæftiger mig med, er jeg helt enig med udnævnelserne. Problemet er selvfølgelig, at dette gode ry på længere sigt ikke kan måles med det kortsigtede her-og-nu-fokus, som man i være dage bruger for at måle forskningens kvalitet, men i virkeligheden i mindst lige så stort omfang måler dens kvantitet.