Kan man købe sig fra omstillingen?

Fra demonstration den 6. december i år i Madrid. Foto: John Englart (https://www.flickr.com/photos/takver/49187008806, Attribution-ShareAlike 2.0 Generic (CC BY-SA 2.0))

Klimatopmødet COP25 er i gang i Madrid nu, og her diskuterer man artikel 6 i Parisaftalen, der går ud fra at skabe og regulere et globalt marked for handel med CO2-kvoter. Der er ikke ret meget fokus på COP25 i medierne; hvis man ser på DRs websted lige nu, kan man ikke finde én eneste artikel om dette vigtige topmøde. Men det er trist, at diskussionerne lige nu i så høj grad handler om artikel 6.

Der findes et forholdsvis sindrigt system af CO2-kvoter, der giver hvert enkelt land ret til at udlede en bestemt mængde CO2. Dette fører til en praksis med spekulation, så lande, der ikke har gjort nok for at reducere deres udledning af CO2 købe kvoter fra lande, der har udledt mindre CO2 end de har “ret til”.

Mens jeg stadig tog på flyrejser, forsøgte jeg mig med at købe aflad ved at købe CO2-kvoter. På denne måde kunne jeg få det til at se ud som om jeg neutraliserede den udledning af drivhusgasser, som min flyrejse var årsag til. Men selvfølgelig blev der udledt præcis den samme mængde CO2 som ellers; flyet fløj stadig på den samme rute og med det samme antal passagerer. Det eneste, jeg gjorde, var at fratage mennesker andre lande deres ret til at udlede mindre CO2 end ellers. Om de pågældende mennesker så nogensinde ville gøre brug af denne ret, er en helt anden snak. Hele CO2-kvotesystemet viser her et princip, der er typisk for hvordan man tænker i være dages økonomi. CO2-kvoterne er nemlig et sørgeligt tydeligt eksempel på det, man kalder fiktiv kapital og minder i virkeligheden mest om hvad finansmarkedernes handel med store, fiktive summer gør ved den globale økonomi.

Hvis vi skal få standset klimaforandringerne, mens der stadig (måske) er tid, kan vi ikke bruge sådan en tilsyneladende (men kun tilsyneladende) snedig lånemekanisme.