Historien om A-holdet og B-holdet

Danske universiteter gør en stor dyd ud af at fremhæve sig selv som “verdensførende” og bruger megen energi på rankings. I den akademiske verden skal den enkelte videnskabelige medarbejder publicere meget, skaffe mange eksterne forskningsmidler og udøve forskningsledelse. Man skal performe godt; ellers kan man måske blive nødt til at blive gymnasielærer – for hvem ved, om man er ansat til næste år; det er ikke en menneskeret at være lektor, bliver det sagt.

Hvor kommer denne forventning fra? Den kan formodentlig dateres helt nøje, nemlig tilbage til vores alle sammens Anders Fogh Rasmussen, der i Folketingets åbningstale 4. oktober 2005 sagde, at

“…vi skal opbygge forskningsmiljøer i verdensklasse, og vi skal forske i de ting, samfundet har brug for…”

Det lyder måske umiddelbart som fornuftige krav, men når man flytter overliggeren for hvad der er “godt nok” op til eliteniveau, skaber man en arbejdsvirkelighed, hvor de fleste er dømt til at tabe. Ikke alle arbejdspladser og ikke alle medarbejdere kan udgøre eliten, for hvis alle skal præstere på samme høje niveau, bliver alle i bedste fald gennemsnitlige og i værste fald falder de fleste igennem. Da jeg for nogle uger siden deltog i et radioprogram på DR P1 om kravene til hjemtagning af eksterne forskningsmidler, fik jeg da også reaktioner præget af forbløffelse fra borgere uden for den akademiske verden.

Hele ideen om at alle skal være “elite”, kommer (naturligvis) fra det private erhvervsliv og fra USA. Da Steve Jobs sin tid fyrede 25 procent af de ansatte i en afdeling af Apple, var hans begrundelse

“You guys failed. You’re a B team. B players. Too many people here are B or C players, so today we are releasing some of you to have the opportunity to work at our sister companies here in the valley.”

(fra bogen Steve Jobs af Walter Isaacson)

Hele diskussionen om begrebet “godt nok” er fundamental for diskussionerne om arbejdsforhold, og det var den, der lå bag arbejdskampen i 2018 på det offentlige område. Men diskussionen er ikke slut endnu. I den akademiske verden er de fleste forventninger mere eller mindre usagte, så det må være på tide, at vi får bragt diskussionen om hvornår man gør sit arbejde “godt nok” frem i lyset her. Forventningerne til publikationsaktivitet og til hjemtagning af forskningsmidler bliver ikke defineret af nogen overenskomster eller på centralt politisk niveau, men det må snart være på tide, at det sker. Og det må også være på sin plads, at man nuancerer forventningen om at alle skal spille på A-holdet. Sportsmetaforerne har taget over i management-sproget, men i en idrætsklub forventer man faktisk ikke, at alle spiller på førsteholdet, og man smider ikke spillerne på andetholdet ud af klubben.