Militæret, klimakrisen og forskningen

Kilde: https://www.army.mil/article/208766/12_principles_of_modern_military_leadership_part_1

Syddansk Universitet er et af de danske universiteter, der har tilsluttet sig FNs 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Det er bestemt prisværdigt. Men samtidig er der på danske universiteter også en systematisk indsats for at prøve at skaffe midler fra EUs nye program for våbenforskning. Nogle steder er der oprettet enheder, der skal koordinere denne indsats inden for våbenforskning.

For mig at se er disse to indsatser i stor modstrid med hinanden. Militæret er ikke bare en trussel mod samfundet i den forstand, at civilbefolkningen i en krig altid lider de største tab, eller i den forstand, at krigsførsel i høj grad går ud på at ødelægge modpartens infrastruktur, men er også en trussel i den forstand, at militæret sluger enorme mængder af energi og har et enormt klimaaftryk. Begrundelsen for FNs verdensmål nr. 13 siger at

Alle lande i verden kan se de drastiske konsekvenser af klimaforandringer. Udledningen af drivhusgasser fortsætter med at stige, og udledningen er i dag mere end 50 procent højere end niveauet i 1990. Endvidere forårsager den globale opvarmning langvarige ændringer i vores klimasystem, som truer med uoprettelige konsekvenser, hvis vi ikke handler nu.

(fra https://www.verdensmaalene.dk)

USAs militære ledelse ser klimakrisen for en alvorlig trussel mod USAs sikkerhed. Men det interessante er, at det amerikanske militær set på denne måde udgør en sikkerhedstrussel! En analyse foretaget af samfundsforskeren Neta C. Crawford fra Brown University i USA konkluderer nemlig, at USAs militær gennem sine aktiviteter har et større klimaaftryk end de fleste lande i verden.

Samtidig siger begrundelsen for FNs verdensmål nr. 16 at

Fred, stabilitet, menneskerettigheder og effektiv regeringsførelse baseret på retsstatsprincipper er vigtige betingelser for en bæredygtig udvikling. Vi lever i en verden, der i stigende grad er opdelt. Nogle regioner nyder vedvarende fred, sikkerhed og velstand, mens andre er plaget af tilsyneladende uendelige cyklusser af konflikter og vold. Dette er på ingen måde uundgåeligt, og skal løses.

Væbnet vold og usikkerhed har en ødelæggende effekt på et lands udvikling, det påvirker den økonomiske vækst, og medfører ofte langvarigt fjendskab mellem lokalsamfund, der kan vare ved i flere generationer.

(fra https://www.verdensmaalene.dk)

Set i lyset af dette, er det svært at forstå, at danske universiteter på én og samme tid hævder at arbejde for FNs verdensmål og opfordrer til militærforskning. For mig at se er der først og fremmest tale om en form for opportunisme, netop fordi eksterne forskningsmidler er blevet så vigtige, at universiteternes ledelser først og fremmest er interesseret i at skaffe midler på så mange fronter som muligt (hvis man vil undskylde mig dette ordspil).

(Visited 77 times, 2 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar