Progressiv patriotisme?

Jens Unmack flager altid med Dannebrog, når Love Shop spiller – men Jens er bestemt ikke nationalist.

Jeg kan ikke fordrage nationalismen. Hvor end man ser den, er dens tilsyneladende fædrelandskærlighed en eksponent for had og intolerance. Samtidig har jeg det sådan, at jeg altid holder med danske sportsudøvere i internationale turneringer. Og jeg har i Skotland set hvordan SNP kalder sig et skotsk parti, men samtidig står for nogle progressive værdier og taler imod racisme. Det er helt tydeligt, at SNP står for noget helt andet end f.eks. UKIP og Brexit Party gør i England.

Selv om det konservative parti ikke vil gøre noget for at udligne den økonomiske og sociale ulighed, stemte mange på dem ved parlamentsvalget for nylig. I et essay i The New Statesman kommer den engelske Labour-politiker Liam Byrne med den påstand, at valgsejren i et vist omfang kan skyldes, at Boris Johnson og hans parti lykkedes med at tale til en nationalfølelse, som de andre landsdækkende partier ikke talte til. Mange politiske partier taler nemlig kun ugerne om den slags, netop fordi nationalisme trækker så grimt et spor efter sig.

Kan man holde af det sted, hvor man bor eller kommer fra, uden at være nationalist?

Det er jeg overbevist om at man kan, og jeg har skrevet om det før her. Tilbage i 2006 skrev den engelske sanger, sangskriver og aktivist Billy Bragg en bog, The Progressive Patriot, om det samme. Hans pointe er, at man kan betone de gode og progressive ideer, som opstår i og former det samfund, man bor i eller kommer fra, uden at man ser ned på andre samfund eller andre mennesker. Hvis ikke ordet patriot var i fare for at blive set som synonymt med nationalisme, kunne man tale om patriotisme. I virkeligheden er det en øvelse i sundt selvværd: At man kan føle at man selv har værdi uden at se ned på andre eller det, de står for, og uden at ville bestemme hvem der “er inde” og hvem der “er ude”.

Det må derfor også være en øvelse i at indse, at man ikke kan have monopol på de gode ideer. Tit siger man i Danmark, at folkehøjskolerne er en særlig dansk idé. Andelsbevægelsen er en dansk idé. Håndbold er en dansk idé. Men så alligevel: Ideen om en alment dannende skole for alle opstod også i Frankrig med den såkaldte Ligue D’Enseignement. Kooperativtanken findes også mange andre steder og bl.a. i det spanske Baskerland er den vigtig. Holdspil, der ligner håndbold, har været spillet i antikkens Rom og i Sydamerika i 1400-tallet.

Det interessante er den udformning, ideerne ovenfor har fået i Danmark, som har gjort dem levedygtige. Det er dét, man kan værdsætte, ikke en form for “abstrakt danskhed”, og det er derfor, man ikke skal tale om “danske værdier”. Håndbold var måske engang en dansk sportsgren, men nu tilhører den alle håndboldspillere og håndboldfans verden over. Og det må være helt acceptabelt ikke at interessere sig for håndbold, så længe det ikke går ud over nogen.

(Visited 135 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar