Kategorier
Blog Klimaforandringerne Medierne

Herostratos og Kylie Jenner

Herostratos. Træsnit af Sebastian de Covarrubias (1610)

Berømmelse er et underligt fænomen. Den 21. juli 356 f.Kr. ødelagde Herostratos Artemistemplet i Efesos ved at sætte ild til det. Bagefter indrømmede han, at motivet til denne udåd var – at blive berømt. Interessant nok blev Alexander den Store født samme dag og år, og han blev en del mere berømt end sin landsmand, hvis navn i dag kun lever videre i udtrykket “herostratisk berømmelse”. Alexander den Store stræbte selv efter at blive mere berømt end Achilleus.

I Wired skriver Virginia Heffernan om berømmelse og tager fat i menneskers bevæggrunde til at ville være berømte. Heffernans eksempel er fotomodellen Kylie Jenner, der blev kendt fra reality-tv og siden er blevet milliardær på make-up-produkter. Andre eksempler på moderne berømmelse er influencerne på Instagram og alle youtuberne. Det er som om alle disse moderne berømtheder går efter en kvantitativ form for berømmelse – jo mere omtale, jo bedre. På denne måde minder de om Herostratos. Alexander den Store har bestemt fået en masse omtale i de seneste knap 2400 år, men hans berømmelse er ikke baseret på megen omtale.

Det interessante er, at det altid er kanalen, hvorigennem man bliver berømt, der sætter standarden. Feks. vil selve YouTube vil altid være bedre kendt end selv den mest fulgte youtuber, og hvis man førhen blev kendt fordi man ofte var på landsdækkende tv, var man det, fordi landsdækkende tv var så udbredt og kendt. Min egen fornemmelse er, at kvalitativ berømmelse adskiller sig fra den kvantitative ved at række ud over den enkelte kanal og ved at gå på tværs af tid.

Greta Thunberg er måske det bedst kendte eksempel på et menneske i vor tid, der bruger andre præmisser end Kylie Jenner, og helst vil flytte fokus væk fra sin person og over på kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer, men alligevel ender med at blive berømt. Det selv om Greta faktisk er en teenagepige, der gør flittig brug af Instagram og Twitter – og på denne måde er inden for en typisk målgruppe for disse medier. Det, der er forskellen, er at det er lykkedes Greta og klimabevægelsen at blive kendt langt hinsides disse medier. Det er også derfor, jeg er sikker på at vi vil huske hende længere end f.eks. Kylie Jenner.