Opfølgende samtale

I dag var jeg indkaldt til opfølgende samtale på hospitalet og fik det officielt at vide af en læge: Det, man havde fundet i min blære, var godartet, og der skal ikke ske mere. Der er ganske vist en kikkertundersøgelse af min mave forude, men det, der er derinde, skulle også være godartet.

Efter lang tids uvished og en travl uge med lange eksamensdage er dagens besked en kæmpemæssig lettelse. Jeg vil fejre den med en eftermiddag, hvor jeg ikke vil lave ret meget. Tak til alle, der har spurgt til mig og skrevet.

Danske æresdrab

Kilde: Mikkel Okholm – Typer af drab i Danmark, Justitsministeriets Forskningskontor. Januar 2020.OfreGerningsmænd
Partnerdrab3535
Andet i ikke-kriminelt miljø3444
Andet familiedrab2926
Kriminelt miljø1715
Begået af psykisk syge (ikke familie)1514
Barnedrab (i familien)109
Nattelivsvold67
Røveridrab35
Seksualdrab11

For tre år siden skrev jeg om den form for mord, som desværre ofte benævnes “familietragedier”: En mand eller kvinde dræber sine børn og sin partner. Dengang var mine pointer dels, at “familietragedier” simpelthen er mord, dels at denne slags mord er den danske udgave af det, man nogle gange med et andet uheldigt valgt ord kalder for “æresdrab”. Der er nemlig intet som helst ærefuldt ved at tage et andet menneskes liv med fuldt overlæg. Dansk Folkeparti har tidligere bedt om at få registreret hvor mange “æresdrab” der mon finder sted i Danmark.

I dag er der en lang artikel i dagbladet Information, der opsummerer Justitsministeriets analyse af 156 drab begået i Danmark. 156 gerningmænd dræbte i alt 150 ofre blev dømt mellem 2012 og 2017. Tabellen ovenfor viser tallene. Det interessante er, at der er syv hovedtyper af drab i Danmark, og tabellen opsummerer dem. Den mest almindelige type drab er partnerdrab, men også mord på børn og andre familiedrab er udbredte. Alle mord på børn blev begået af forældrene! I alt var der tale om 74 drab, dvs. knap halvdelen.

Dette tyder, i al fald for mig at se, på at “æresdrab” i virkeligheden må være en meget udbredt form for drab i Danmark.

En kronisk diskussion

Det er, som om diskussionen om ytringsfrihed er blevet kronisk. Der har været diskussionerne om Facebooks ret til at begrænse muligheder for bl.a. en britisk højreekstremist for at dele materiale på platformen, og nu er der diskussionerne om Jyllands-Postens seneste karikaturtegning, der viser det kinesiske flag.

Tilbage i 2011 skrev jeg at der er handlinger, der er juridisk tilladelige, men hvis etiske status er mere uklar.

Vi har (i det store og hele) bevægelsesfrihed i Danmark. Jeg har derfor ret til at gå ud af mit hus for at gå en tur tværs gennem byen. Men bør jeg gøre brug af denne ret, netop når familien kommer på besøg?

Fra http://www.hanshuttel.dk/wordpress/2011/06/07/jeg-er-traet-af-ytringsfriheden/

Et tredje element her er hensigten. Jeg ved ikke, hvad Jyllands-Posten ville opnå med deres seneste karikaturtegning, og jeg er faktisk ikke sikker på at de selv ved det. En ytring er ikke værdifuld alene fordi den er en ytring.

Et fjerde forhold er at ytringsfriheden kan være de jure og de facto. Det er juridisk umuligt at retsforfølge en dansk avis for at have bragt en karikaturtegning, men konsekvenserne kan være en forværring af forholdet mellem Danmark og Kina – eller bare blive et påskud for Kina til handle på en bestemt, ubehagelig måde over for Danmark f.eks. ved handelssanktioner. Derfor kan magtfulde aktører ved at intimidere andre reelt begrænse ytringsfriheden.

Dette sidste forhold kender vi også fra danske sammenhænge, bl.a. fra diskussioner om offentligt ansattes ytringsfrihed. Det er velkendt, også af mig, at en offentligt ansat person i Danmark ganske vist ikke kan blive straffet for kritiske ytringer om sin arbejdsplads, men kan opleve frygten for repressalier som en reel begrænsning af sin ytringsfrihed.

Min holdning har altid været og er stadig, at man

  • bør kritisere hensigten med en ytring, hvis man finder hensigten forkastelig, og bør kritisere ytringen, hvis hensigten var uklar
  • bør anerkende den juridiske ret til at foretage ytringer
  • og endelig også bør kritisere forsøg på intimidering på grund af ytringer; dette er også en kritik af magtforhold

Pant på alt?

I dag slår Lene Lange og Anne Axholm i dagbladet Information til lyd for, at der skal være et retursystem for tøj. Det er en interessant idé. En almindelig t-shirt i bomuld koster 1.400 liter vand at producere og tøjproduktion belaster med CO2-udledning på flere måder. Faktisk står materialer for op mod to tredjedele af det negative klima- og miljøaftryk fra en modevirksomhed.

Mit opfølgende spørgsmål er: Hvorfor er det kun tøj, der skal pant på? Tænk, hvis der var pant på alt – eller rettere: næsten alt det, der kan købes og kan kasseres. Måske ville det kunne ændre borgernes holdning til affald og sikre at så meget som overhovedet muligt blev afleveret til genbrug. Midlerne fra den uindløste pant kunne også bruges til at sikre finansiering af drømme om fremtidens grønne vækst, som vi stadig hører i dag.

Alt for meget

Jeg holder mundtlig eksamen i de fire første dage af denne uge; mandag, tirsdag og onsdag skal jeg eksaminere i alt 90 personer. Så dagene er lange med kun én egentlig pause midtvejs til frokost – og alligevel slutter vi først efter 18.00. Jeg skulle bruge én censor i dag og onsdag og en anden tirsdag.

I dag blev det meget mere dramatisk end nogen af os kunne have forudset; hen mod slutningen af dagen fik censor et ildebefindende efter mange timers aktivitet. Det viste sig, at han havde haft seks lange dage med eksamen i København forinden, og nu sagde kroppen nej til den hårde eksamensplan. Jeg måtte ringe til lægevagten. Eksamen blev standset, og det var usikkert om censor kunne komme med flyet hjem til København. Til sidst havde han det dog så meget bedre, at han kunne tage ud til lufthavnen i taxi. Jeg prøvede at finde en anden censor til onsdag, og det lykkedes med kort varsel. De fire eksaminander, der mødte op uden at kunne blive eksamineret, tog situationen forbilledligt og er nu blevet placeret på de to andre dage.

Arbejdspladserne eller livet?

Det er skræmmende, at den australske regering er så fanget i sin egen forståelse, at den ikke har villet se sammenhængen mellem de voldsomme brande og det voldsomt omskiftelige vejr der hærger Australien, klimaforandringerne og udledningerne af CO2.

Den australske premierminister siger ganske vist nu, at han godt kan se, at der er en forbindelse mellem klimaforandringerne og de voldsomme brande, men nogen ændring i holdningen til udledning af CO2 er det ikke blevet til. Der er stadig massiv statsstøtte af den australske kulmineindustri, og i 2015 beløb den sig til 29 milliarder australske dollars. Der er endda stadig planer om at oprette 53 nye kulminer.

Et af de typiske argumenter for en langsom omstilling og for statsstøtte er, at man skal beskytte arbejdspladserne i landet. Men der er faktisk kun 37.800 mennesker beskæftiget i den australske kulmineindustri.

Men engang var vi fattige

Fattige borgere på en bænk i København, 1907.

Der er en interessant artikel hos BBC om Memon-folket i Pakistan. De er et endog usædvanligt resursebevidst folkeslag: Tøj går i arv fra generation til generation, og forældre gør meget ud af at lære deres børn om vigtigheden af at slukke lyset, når man forlader et rum. Man skal lave mad, der bruger årstidens grønsager, og det er vigtigt at undgå madspild.

Hele zero waste-ideen, som i disse år får mere omtale, er foregrebet af det, Memon-folket gør. Samtidig er det interessant, at en del mennesker fra Memon-folket er velhavende (endog meget velhavende). Men deres forfædre havde intet, da de kom til Pakistan ved delingen af det tidligere Britisk Indien i 1947. Så deres store sparsommelighed er det, man på nudansk kalder for et mindset. Memon-folket kan nemlig huske, hvordan det var at være fattige, og den bevidsthed går i arv.

Det er interessant, at Danmark og andre rige lande for knap 100 år siden havde mange af de samme problemer med udbredt fattigdom, som fandtes og stadig findes i lande som Pakistan. I 1920 var der f.eks. stadig mange børn og unge, der måtte forlade skolen tidligt, og middellevetiden for mænd var godt 50 år (i Pakistan i dag er den 66 år). Men det er unægtelig som om, mange i den rige verden, i hvert fald fra den velbjergede del af middelklassen, har glemt, hvordan det var at være fattige. Den sociale hukommelse her er kort. Det fører dels til at mange har svært ved at se, at der også i dag i de rige lande findes fattigdom, dels til at mange har svært ved at se, hvad den rige og ubekymrede livsstil fører med sig af problemer.

Jeg tænker her på de mange udtalelser fra de beslutningstagere, der på den ene side godt kan se, at vi er nødt til at gøre noget nu for at få en løsning på klimakrisen, men på den anden side dybest set udtaler, at vi kan fortsætte om vi plejer. I den seneste tids udtalelser fra den siddende danske statsminister ser man det samme underlige budskab; i det store og hele siger hun og mange andre, at man ikke skal ændre sin livsstil, men satse på teknologiske løsninger, der vil gøre det muligt for den rige verden kan opretholde sin ubekymrede livsstil.

Narkose

Operationen gik som den skulle, omend narkose er en underlig og for mig helt ny oplevelse. Lægen sagde at det i blæren “så fredeligt ud”. Der så også fredeligt ud på stuen; solen brød frem og lyste rummet på 9. etage op. Ovre på den anden side af jernbanen kan man se Aalborg Katedralskole, hvor min datter sad i et klasseværelse et sted. Fra venteværelset kunne jeg se hjem. Jeg glæder mig til at komme helt ovenpå, også i overført betydning.

Gamle computere?

Min MacBook Pro fra 2015.

Tidligere var det en rutinebemærkning blandt dataloger og andet godtfolk at sige at “hardware kan vi altid få”, men det kan vi ikke blive ved med. For tiden er der en sag på Københavns Universitet, hvor ledelsen kræver at det videnskabelige personale skal udskifte stort set alle computere der er mere end 3-4 år gamle. Og de skal selv betale for udgiften via deres forskningsbevillinger.

For de fleste vidensarbejdere er computeren blevet et lige så vigtigt arbejdsredskab som bøger, tavler, skrivebord og stol. Derfor er det urimeligt, hvis man selv skal afholde udgiften gennem eksterne forskningsmidler (der i forvejen ikke er nemme at skaffe). Men også for miljøet er det dårligt med endnu en udskiftning. Produktionen af hardware kræver ganske megen energi og udleder derfor drivhusgasser i ikke helt lille omfang. I produktionen indgår sjældne metaller. Og ved bortskaffelse af elektronikaffald er der yderligere en miljøbelastning.

Jeg er ikke ansat på Københavns Universitet, men arbejder et andet sted, der også er et universitet. Selv har jeg en arbejdscomputer, som jeg fik i 2015. Den har været til reparation i 2018, da jeg spildte te i den. Men den fungerer stadig (hvis vi ser bort fra en port, der vist ikke kunne tåle te) og er min primære computer. Det er min plan at blive ved med at bruge den, så længe jeg kan – og ikke kun fordi jeg ikke har forskningsmidler til at anskaffe mig en ny. Jeg har skabt rigeligt elektronikaffald i min tid.

Præstere eller resignere?

En af de vigtige potentielle modsætninger i uddannelsesverdenen er forskellen i attitude hos undervisere og dem, de skal undervise. Mangen en nyuddannet folkeskolelærer har fået det berygtede praksischok ved mødet mellem sin egen grundigt opbyggede faglighed og en skoleklasses manglende interesse for selvsamme fag. Og engang skrev jeg her om en udenlandsk underviser i Danmark, der undrede sig over, at mange dem, han underviste, ikke blev motiveret til at være flittige, hvis han nævnte, at det fag, han underviste i, ikke var nemt. Tværtimod gav mange af dem udtryk for at de så lige så godt kunne give op. Jeg kender også til dem, der har oplevet at flertallet af dem, de skulle undervise, simpelthen blev væk fra undervisningen og at det var umuligt at finde ud af, hvad der var årsagen.

På det seneste har der været fokus på gymnasiet; nogle har givet udtryk for at flere elever end før virker umotiverede. En dansk uddannelsesforsker udtaler i den forbindelse til Berlingske at

Skolen har to funktioner. Den skal hjælpe børn og unge med at blive gode til at præstere. Og så skal den danne eleverne, så de kan begå sig i samfundet. Efter min vurdering er balancen blevet skæv, så skolen i dag handler alt for meget om, hvordan eleverne præsterer og for lidt om dannelse, nysgerrighed og mestring.

Eleverne ved, hvor mange gange i løbet af en time, de skal række fingeren i vejret for at blive bedømt godt af læreren. Hvis det er to gange, gør de det, men så heller ikke mere. Det handler i dag for lidt om, at de gerne vil deltage eller er nysgerrige på undervisningen.

(fra Forsker: Karakterræs gør gymnasieelever umotiverede, Berlingske 15. januar 2020)

Hvis dette er korrekt, er atittuderne hos de underviste i vore dage udtryk for netop denne indstilling – at det vigtigste alligevel er at præstere på bestemte måder, f.eks. til eksamen, og at mange uddannelsessøgendes adfærd er blevet en reaktion på dette: Man gør det, man tror, betaler sig bedst. Det defensive klima, jeg tidligere har skrevet om, er et symptom i tråd hermed.

Der er flere måder, man kan håndtere dette på for undervisere. Jeg ser selv tre muligheder, og modsætningen mellem at resignere og præstere genfinder man her. Nogle vil hævde, at undervisning er et tilbud, og hvis dem man underviser, ikke vil tage imod det eller ikke er motiverede, så lad det være sådan. Andre vil sige, at man skal prøve at ændre på undervisningen med det sigte at gøre dem, man underviser, motiverede. Atter andre vil prøve at gøre noget ved præstationskulturen.

Den resignerende tilgang er forståelig, men kan også grænse til kynisme og et spil for galleriet: At lade som om man underviser for at skabe læring, i stil med det spil, uddannelsessøgende kan spille: At lade som om man lærer. Den tilgang, der består i at ændre på undervisningen, er sympatisk og udtryk for at man skal møde de lærende, der hvor de er, men er også svær, for man ved bestemt ikke altid, hvor de lærende befinder sig mentalt. Det er den tredje tilgang, der for alvor vil kunne ændre noget, men den kræver en langvarig og ikke mindst en fælles indsats.