Undtagelsestilstand

Brande i det sydøstlige Australien, december 2019. Kilde: ESA (https://www.flickr.com/photos/europeanspaceagency/49060083887/)

Brandene i det sydøstlige Australien er usædvanligt voldsomme; i alt er 18 mennesker nu døde siden september på grund af brandene. I den kommende weekend bliver det værre endnu; temperaturen kommer over 40 grader og der bliver voldsom vind. Nu erklærer delstatsregeringen for New South Wales undtagelsestilstand for tredje gang på to måneder. 2019 blev det varmeste år i Australien, man kender til.Den 18. december oplevede australierne den varmeste dag nogensinde med en gennemsnitlig højeste temperatur på 41,9 grader. Den hidtidige rekord var sat – den 17. december.

I Norge har man i dag, den 2. januar, målt temperaturer på 19 grader.

Der er noget alvorligt galt, og det er med stor sandsynlighed de menneskeskabte klimaforandringer der er årsagen, men reaktionerne fra beslutningstagere rundt om er der få af. En af de få ting, det britiske underhus kunne enes om i 2019, var at erklære klimakrisen for en undtagelsestilstand. Hvis ikke denne slags ekstreme vejr kan få andre beslutningstagere til at vågne op, hvad kan så?