Udskamning?

Gabestokken var i middelalderen en systematisk metode til udskamning af ikke mindst kvinder.

I The Guardian kan man læse om hvordan et firma i USA, der indspiller pornofilm, skal udbetale en erstatning på i alt 13 millioner dollars til 22 kvinder, der medvirkede i filmene under falske forudsætninger og i nogle tilfælde formodentlig under pres. Kvinderne havde fået at vide, at de pågældende pornofilm kun ville udkomme på dvd og ikke i USA og at deres navne og andre oplysninger ikke ville blive nævnt. Så vidt jeg kan se, medvirkede kvinderne kun i én film hver. Men filmene blev lagt på firmaets hjemmeside og delt vidt og bredt. Andre afslørede derefter personlige oplysninger om kvinderne på nettet.

Nogle af kvinderne har været nødt til at flytte. Nogle er blevet smidt ud fra de uddannelser de fulgte eller er blevet fyret. Nogle siger, at de stadig bliver opsøgt af folk, der kender til at de har medvirket i porno. Nogle siger, at de har overvejet at begå selvmord. En kvinde udtaler i The Guardians artikel, at hun har måttet opgive sin drøm om at blive advokat – hendes navn er ødelagt, siger hun.

Hele sagen er dybt tragisk. Det er helt tydeligt, at det pågældende firma har løjet og i det hele taget har opført sig groft forkasteligt. Det samme er tilfældet for de personer (det er vel mænd), der har delt oplysninger om kvinderne vidt og bredt. Det er formodentlig en blanding af nyfigenhed og udskamning, de har som motiver.

Men der er et andet, lige så forkasteligt aspekt af denne sag, som ikke bliver nævnt – nemlig hvad uddannelssteder og arbejdspladser har gjort. Disse såkaldt respektable aktører er også med i udskamningen, men mærker ingen konsekvenser selv.

Det er den samme udskamningsmekanisme, der gør at “hævnporno” har de konsekvenser, den har: En form for had til kvinder, der træder uden for “det respektable”. Hadet bunder i et kvindesyn, der grundlæggende hævder, at kvinder, der har medvirket i pornofilm på en eller anden måde er mindreværdige, ikke skal tages alvorligt og ikke “fortjener” at studere eller arbejde. I en ordentlig verden ville uddannelserne og arbejdspladserne støtte kvindernes rettigheder og forsvare dem i stedet for at påføre dem yderligere krænkelser i form af det, man på engelsk kalder for slut-shaming.

(Visited 118 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar