En defensiv kultur i datalogi

Foto: https://www.flickr.com/photos/jeffeaton/7436909698

Mark Guzdial, der forsker i datalogiens didaktik, har nogle interessante kommentarer om det typiske studiemiljø i datalogi. En artikel fra 2002 af Lecia Jane Barker, Kathy Garvin-Doxas og Michele Jackson fra University of Colorado dokumenterer en meget defensiv kommunikationskultur, der er fremherskende på datalogiuddannelsen ved det pågældende universitet. Guzdial spekulerer på, hvor meget forskning der siden er fundet sted for at afdække hele denne kultur og konkluderer, at der desværre ikke er ret mange senere forskningsresultater her. Det er trist, for hvis der er tale om et generelt fænomen, er det bekymrende.

Defensiv kommunikation er en adfærd i kommunikation, hvor den enkelte reagerer defensivt på kommentarer om noget, personen selv opfatter som fejl eller som et angreb fra andre. Om der reelt var tale om en fejl eller om et angreb, kan være underordnet. Sammen med denne konstante forsvarsposition hører også en modsatrettet adfærd, hvor det går ud på at hævde sig, og hvor empati kan have trange kår.

Tilbage i 2013 skrev jeg om fænomenet at “strutte”, hvor studerende hævder sig ved at stille spørgsmål, der i virkeligheden skal vise, hvor meget de selv ved. Strutteriet bliver af nogle uddannelsesforskere fremhævet som en mulig årsag til at kvindelige studerende kan føle sig mindreværdige eller uvelkomne på datalogiuddannelser – og det er typisk for en defensiv kommunikationskultur.

Jeg har ikke noget godt billede af, præcis hvordan det står til i en tilsvarende dansk kontekst. Men de reaktioner, jeg fik, i 2013, tyder på at strutter også er udbredt herhjemme. Og jeg ved selv, at jeg temmelig ofte reagerer defensivt. Hvis jeg får f.eks kommentarer til fejl i undervisningsmateriale, jeg har udarbejdet, beklager jeg altid fejlen. Det virker langt mere ærligt end at gå til modangreb (som nogle måske ville gøre), men samtidig er man med til at vedligeholde en kultur om fejlenes alvor i sig selv. For i datalogi fokuserer vi tit på de små fejl. Nogle gange betyder de meget – et forkert tegn i et program kan give anledning til køretidsfejl og et forkert symbol i et matematisk ræsonnement kan gøre det ugyldigt. Men andre gange betyder de små fejl ikke meget.

Jeg ved også godt, hvordan adfærden i forskningsmiljøer i datalogi kan være. I den stadigt mere konkurrenceprægede kultur her mærker man tydeligt, at der er en defensiv kommunikationskultur. I en verden, hvor man stadigt oftere taler om eliten og om at være verdensførende, og hvor den enkelte skal hævde sig, trives denne kultur stadig.

Hvordan en defensiv kommunikationskultur i datalogi spiller sammen med uddannelser, hvor gruppearbejde er centralt (som f.eks. på Roskilde Universitet) ved jeg ikke.

For en sikkerheds skyld: Jeg tror ikke, at det defensive miljø som sådan kun findes inden for datalogi. I alle sammenhænge, hvor konkurrence reelt overtrumfer læring, kan der være en defensiv kommunikationskultur. Og med en karakterskala, der er mangelbaseret, er det næppe en kultur, vi får til at forsvinde.