Kategorier
Blog Den akademiske biks Det er samfundets skyld

Ansvarlig uansvarlighed

En PhD-afhandling af Marte Bratseth Johansen ved Institutt for pedagogikk og livslang læring ved NTNU (Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet) tager fat på hvordan New Public Management præger den akademiske kultur. Det er interessant, at konklusionerne er så velkendte også for danske universitetsansatte. Det er også interessant, at Marie Bratseth Johansen engang har set den akademiske verden fra en leders perspektiv – hun var engang prorektor. Alligevel er hun kritisk. I et interview med hende til den norske Universitetsavisa står der

For de som ønsker å gjøre motstand mot jaget etter dokumentert effekt og kvalitet, oppleves det gjerne som at passiv motstand er det beste alternativet.

– Mange resignerer, rapporterer at det ikke er noen vits i å opponere – da heller ignorere, sier hun.

Ifølge Johansen opplever mange at det mest ansvarlige man kan gjøre overfor fag og studenter, er å opptre uansvarlig, i betydningen neglisjere pålegg fra oven – eller i det minste sørge for å legge lite krefter og engasjement i oppfølgingen av slike pålegg.

Det er ikke specielt for den norske universitetsverden. Systemet overlever i høj grad på at der i praksis ikke bliver arbejdet efter reglerne, men at den enkelte medarbejder længere ned i hierarkiet gør det, man har erfaring med, faktisk er det nødvendige.

På nogle måder fører det til en alt for stor indsats, og det ved ledelsen godt rundt omkring. Mange undervisere bruger mere tid på undervisningsopgaverne, end de bliver honoreret med. Mange forskere (måske de fleste) bruger weekender og aftener på at få arbejdet med publikationer og ansøgninger om forskningsmidler. Mange TAP’ere sidder i weekender og sent om eftermiddagen for at få regnskaber og eksamensplaner til at gå op. Hele denne tilsyneladende arbejdsglæde bygger på en uudtalt kombination af faglig stolthed og uofficiel ansvarlighed.

Ledere i den danske universitetsverden taler helt åbent talt om, at de ansatte laver mere end de skal. Men de beklager det ikke; de siger tværtimod, at det er godt at det er sådan – for ellers ville det ikke hænge sammen.

På andre måder ender det med, at ansatte ofte gør “det nødvendige” ved at tage så let på kravene om effektivitet, som de kan – de mange krav om evalueringer og nøgletal bliver overholdt, men kun ud fra en fleksibel fortolkning. Alle ved, at det ikke ville kunne hænge sammen, hvis man dokumenterede og målte så intenst, som man skulle.

Alt dette bør føre til, at vi spørger os selv om styringen og kravene der følger med, er udtryk for den realisme, som det hævdes at være tilfældet. Styringen kommer oppefra, fra politikere og ledelse, men det burde være dem, for hvem skoen trykker, der burde bestemme skostørrelsen og få mulighed for at få nye og bedre sko.

(Visited 125 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar