Butiksdøden

Genbrugsbutikken i Arentsminde.

Jeg voksede op i Arentsminde, en landsby med knap 400 sjæle. Dengang i 1970’erne var der en lille kiosk og en brugs; faktisk var der en overgang også en købmandsforretning. Henne i den østre ende af byen var en benzinstation, hvor der også var en kiosk. I nabolandsbyen Halvrimmen, der var en anelse størrelse, var der flere butikker. Længere vestpå lå Brovst og Fjerritslev med endnu flere butikker. Ude østpå lå Aabybro, også med mange butikker.

Men sidst jeg besøgte Arentsminde, tilbage i efteråret 2018, var der kun en genbrugsbutik drevet af frivillige tilbage. Den lå i huset, hvor den gamle brugs engang var. Jeg ved ikke, hvor borgerne i Arentsminde arbejder nutildags, men det er næppe i Arentsminde selv.

Butiksdøden i forrige århundrede skyldtes urbaniseringen; det var nemt og enkelt at køre til Brovst, Fjerritslev eller Aabybro eller måske endda til Aalborg for at handle – for det var alligevel der, de fleste arbejdede. Den nye butiksdød skyldes også ændringer i infrastrukturerne, denne gang nethandel. Et eksempel fra de seneste dage er, at Bose lukker deres butikker rundt om i verden med den begrundelse, at de fleste af deres elektronikprodukter alligevel bliver solgt online.

Der er samtidig en anden form for butiksdød i gang: Mange butikker i de større byer er også i gang med at ændre karakter, så det på nogle måder virker som om de er i gang med at eliminere sig selv. I Superbrugsen i nærheden af mit hjem arbejder man nu med Scan og betal-konceptet, så butiksmedarbejdere er på vej til at blive overflødige eller får en helt anden rolle end før.

Det betyder samtidig et farvel til en form for ufaglært arbejde, som har været typisk. 370.000 ufaglærte jobs er forsvundet inden for de seneste 20 år. Engang sagde man, at det var “globaliseringen”, der var årsagen, men det kan ikke passe mere. Jeg vil ikke tegne et romantisk billede af det rutineprægede, lavtlønnede, ufaglærte butiksarbejde, men konturerne af det billede som tegner sig af nethandlens ufaglærte arbejde med natarbejde og ingen kontakt til kunderne er ikke rart. Hele historien om arbejdsforholdene hos Amazon er oprørende.

Butiksdøden er en nem død, som virker smertefri og “naturlig” på mange, men den fører formodentlig til større forbrug af resurser til transport af de nethandlede varer, og den ændrer arbejdsmarkedet og ikke nødvendigvis til det bedre. Det ville være godt, hvis der kom en kvalificeret diskussion af dette, og helst med nogle bedre løsninger end f.eks. storcentre eller den hurtige vejforbindelse til Aalborg, som nogle politikere fra min gamle hjemegn tror, vil være til gavn for dem.

(Visited 118 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar