Men engang var vi fattige

Fattige borgere på en bænk i København, 1907.

Der er en interessant artikel hos BBC om Memon-folket i Pakistan. De er et endog usædvanligt resursebevidst folkeslag: Tøj går i arv fra generation til generation, og forældre gør meget ud af at lære deres børn om vigtigheden af at slukke lyset, når man forlader et rum. Man skal lave mad, der bruger årstidens grønsager, og det er vigtigt at undgå madspild.

Hele zero waste-ideen, som i disse år får mere omtale, er foregrebet af det, Memon-folket gør. Samtidig er det interessant, at en del mennesker fra Memon-folket er velhavende (endog meget velhavende). Men deres forfædre havde intet, da de kom til Pakistan ved delingen af det tidligere Britisk Indien i 1947. Så deres store sparsommelighed er det, man på nudansk kalder for et mindset. Memon-folket kan nemlig huske, hvordan det var at være fattige, og den bevidsthed går i arv.

Det er interessant, at Danmark og andre rige lande for knap 100 år siden havde mange af de samme problemer med udbredt fattigdom, som fandtes og stadig findes i lande som Pakistan. I 1920 var der f.eks. stadig mange børn og unge, der måtte forlade skolen tidligt, og middellevetiden for mænd var godt 50 år (i Pakistan i dag er den 66 år). Men det er unægtelig som om, mange i den rige verden, i hvert fald fra den velbjergede del af middelklassen, har glemt, hvordan det var at være fattige. Den sociale hukommelse her er kort. Det fører dels til at mange har svært ved at se, at der også i dag i de rige lande findes fattigdom, dels til at mange har svært ved at se, hvad den rige og ubekymrede livsstil fører med sig af problemer.

Jeg tænker her på de mange udtalelser fra de beslutningstagere, der på den ene side godt kan se, at vi er nødt til at gøre noget nu for at få en løsning på klimakrisen, men på den anden side dybest set udtaler, at vi kan fortsætte om vi plejer. I den seneste tids udtalelser fra den siddende danske statsminister ser man det samme underlige budskab; i det store og hele siger hun og mange andre, at man ikke skal ændre sin livsstil, men satse på teknologiske løsninger, der vil gøre det muligt for den rige verden kan opretholde sin ubekymrede livsstil.