Det er svært at sige fra

I dag er der en kronik i dagbladet Politiken af forfatteren Marianne Stidsen om ændringen af lovgivning om voldtægt og om sagen fra USA om filmproducenten Harvey Weinstein. Det er trist at opleve, at en kvinde dels forsvarer Weinstein, dels taler imod en bedre lovgivning om voldtægt.

Hun skriver

Her kunne man godt få lyst til at blive lidt hård i mælet og sige: Hvis du fryser, så tag dog noget tøj på. Forstået på den måde, at man også må kunne forlange, at voksne kvinder er i stand til at sige nej, hvis der er noget, de ikke vil.

Engang fortalte en kvindelig bekendt mig om en mand, vi begge kendte, der helt uventet havde gramset på hende. Min reaktion var spontan : Hvorfor gav du ham ikke en på kassen? Du plejer jo ikke at være bange for at sige tingene som de er. Og svaret fra hende var: Så enkelt er det jo ikke – den slags kan man ikke altid.

Hun havde selvfølgelig ret. Mit spørgsmål, der faktisk var en variant af Stidsens spørgsmål, var nemlig naivt – man handler sjældent på den måde, man “burde” i en usædvanlig og ubehagelig sammenhæng, der opstår meget pludseligt.

Jeg har aldrig været i en tilsvarende situation – men det har jeg så alligevel. For nogle år siden havde jeg nemlig en meget ubehagelig oplevelse, da jeg en vinterdag cyklede hjem fra arbejde. To mænd stod ude på kørebanen på Nørre Tranders Vej og vinkede mig ind til siden. Jeg tænkte, at de nok havde brug for hjælp. Men det havde de bestemt ikke. Tværtimod truede de mig, og den ene sagde at han havde et skydevåben. Nu skulle jeg bare gøre, som de sagde.

Jeg var ikke klar over, hvad de ville, men jeg “frøs” i situationen og begyndte simpelthen at græde højlydt og sige et eller andet usammenhængende. Jeg havde aldrig forventet at sådan noget ville ske på en almindelig cykeltur hjem efter arbejde. Min gråd gjorde åbenbart mændene så bange, at de stak af. Senere kunne jeg læse i nyhederne, at der havde været tale om to fanger på flugt. Der var ikke sket mig noget fysisk, men jeg var meget rystet i flere dage efter. Og ja, jeg ringede til politiet med det samme.

Jeg kunne have været stærk, måske have slået fra mig eller skyndt mig at cykle væk. Bagefter bebrejdede jeg mig selv, at jeg ikke havde handlet på den måde. Sært nok var jeg vel mere vred på mig selv, end jeg var på de to mænd. Men i en uventet og ubehagelig situation, som opstår pludseligt og som man ikke kan overskue, gør de fleste simpelthen ikke det, de måske ellers ville mene, de burde. Derfor er det ikke så let bare at sige nej, hvis der er noget, man ikke vil, og det skal lovgivningen kunne håndtere.

Verdens ældste pladeforretning

Det hævdes, at verdens ældste pladeforretning findes i Valletta. Butikken, Anthony D’Amato påstår det i al fald gerne selv. Udenfor hænger et stort, gammelt skilt med His Master’s Voice og billedet af hunden med tragtgrammofonen.

Det var forunderligt nostalgisk at se en velassorteret forretning med hyldevis af cd’er, dvd’er, blu-ray-skiver og lp’er. Ikke mindst det klassiske udvalg var godt. For ikke engang 10 år siden var den slags hverdag. Jeg kunne ikke bestemme mig til hvad jeg ville købe, men jeg har sat mig for at købe ét eller andet, som jeg har lyst til at lytte til på den gode diskafspiller derhjemme. Den kan spille både cd’er, dvd’er og blu-ray-skiver, så det udsætter min beslutning yderligere.

Inde i butikken kunne man høre et typisk eksempel på en samtale på Malta:

– Don’t worry!

– < noget på maltesisk >

– Grazie.

– Thank you.

Ordstyring – og vasketøj

Af og til ved konferencer og workshops er jeg ordstyrer, eller session chair, som det hedder. En af disse lejligheder var i dag på den sidste dag af ICISSP2020. Organisatorerne havde skrevet og spurgt, om jeg mon ville være ordstyrer, og det sagde jeg ja til.

Når man er session chair, skal man introducere dem, der præsenterer, og holde øje med om de overholder tiden. Jeg fik udleveret en lille pakke med de tre artikler, der skulle præsenteres, biografier for de tre deltagere, der skulle fremlægge og to ark papir med henholdsvis teksten 5 minutes og Conclusions. Så er det bare at holde øje med tiden og række skiltene op, henholdsvis når der er 5 minutter tilbage af tiden og når der skal rundes af. Helst skal man også have et spørgsmål parat, hvis der nu ikke kommer spørgsmål fra salen. En lidt mere mærkelig tradition, som findes ved nogle konferencer, er at man som session chair skal bedømme kvaliteten af fremlæggelser.

Det gik som det skulle – det var tre meget forskellige fremlæggelser af meget forskelligt stof. Det var interessant alt sammen, men i det foredrag, der handlede om et angreb på en whitebox encryption-algoritme med maskering, måtte jeg indrømme at jeg på et tidspunkt ikke kunne følge med længere. Jeg har engang været med til at holde et PhD-kursus om kryptering, men jeg indså hurtigt, at dette var noget mere videregående og specialiseret. Alle tre deltagere fik en pæn bedømmelse; de havde gjort sig umage og var bestemt også værd at høre på. Bagefter gav jeg de tre hver deres diplom som bevis på at de havde været til stede og fremlagt. Selv fik jeg faktisk også et diplom, fordi jeg havde været session chair. Hvad jeg så skal bruge det til, ved jeg ikke, men det ser da pænt ud.

Efter frokostpausen gik jeg tilbage til mit værelse, proppede alt mit vasketøj i to indkøbsposer og tog hen på et møntvaskeri godt gemt af vejen i en af Vallettas stejle gader for at tage mig af den meget prosaiske syssel, det er at vaske tøj. Efter vel overstået gerning tog jeg poserne med det rene tøj med tilbage til konferencen og lyttede til det afsluttende indbudte foredrag – det handlede om de to store trylleord i vore dage, nemlig blockchain og Internet of Things. De to trylleord kan man nemlig åbenbart altid sige mere om.

Og det blev min tur

I går aftes var der middag for alle konferencedeltagere i Mdina lidt uden for Valletta. Det eneste, jeg og andre savnede lidt, var muligheden for at gå en lille tur rundt i Mdinas bykerne i stedet for bare at blive placeret ved bordene i restauranten. Jeg endte med at snakke med en deltager fra USA, der oprindelig er fra Pakistan, men også havde tilbragt 12 år i Sydkorea. I den akademiske verden er der mange mennesker, der på denne måde er på gennemrejse.

I dag var det tid for min egen fremlæggelse til ICISSP2020. I kan se mine slides herunder, hvis I er interesseret. Bidraget handler om en analyse af protokollerne i det betalingsnetværk, der hedder Lightning Network og kan anvendes sammen med blockchain-løsninger. Analysen viser, at der en sikkerhedsfejl i en af protokollerne; det er interessant og selvfølgelig også lidt ærgerligt.

Inden jeg selv skulle på, var der et et indbudt foredrag med Stefan Schmid, der er professor på Universität Wien. Men for nogle få år siden var Stefan faktisk ansat samme sted som der, hvor jeg er nu, så foredraget var også et gensyn. Vi hilste da også på hinanden bagefter, og Stefan inviterede mig til at kigge forbi instituttet, hvor han arbejder nu, når jeg besøger Wien.

Mit foredrag gik vel som det skulle; der var ikke nogen spørgsmål bagefter, men jeg er ikke sikker på, om det var et godt eller et dårligt tegn. Ordstyreren kom med en interessant kommentar bagefter, så der var mindst én, der havde forstået mit hovedbudskab.

Bagefter var der endnu af de poster-sessions, man ser så ofte, og som kan give et mere uformelt indblik i ny og igangværende forskning. ICISSP bliver holdt sammen med nogle andre datalogikonferencer om bl.a. sundhedsteknologi, så der var postere om lidt af hvert.

En stor ære

Mens jeg er i Malta, har jeg fået at vide, at jeg er blandt modtagerne af den såkaldte Test of Time Award, som uddeles ved konferencen CONCUR2020 i Wien til august. Prisen gives til artikler fra CONCUR-konferenceserien (en vigtig konference inden for teoretisk datalogi), der har rummet vigtige videnskabelige bidrag og har vist sig at “holde længe” (eller hvordan man bedst oversætter det engelske begreb “stand the test of time”).

Det er en virkelig stor ære for mig. Artiklen, Bisimulation Equivalence is Decidable for all Context-Free Processes, blev publiceret i 1992. Den er resultatet af et samarbejde med Søren Christensen og Colin Stirling, der var vejleder for både Søren og mig, da vi begge var PhD-studerende i Edinburgh.

Komiteens officielle begrundelse, som kan læses på CONCUR2020s hjemmeside, er denne:

The paper “Bisimulation Equivalence is Decidable for all Context-Free Processes”, published by Søren Christensen, Hans Hüttel and Colin Stirling at CONCUR 1992, receives one award for extending and simplifying the seminal result by Baeten, Bergstra and Klop, who proved the decidability of bisimilarity over normed context-free processes. The CONCUR’92 paper has paved the way to further decidability and complexity results for a variety of classes of infinite-state processes. This includes the 2-EXPTIME algorithm for bisimilarity over BPA presented by Burkart, Caucal and Steffen in a paper published at MFCS 1995, and the work by Senizergues in papers at FOCS 1998 and in the SIAM Journal on Computing in 2005, presenting decidability results for all “equational graphs” with finite out-degree.

Artiklens store resultat er et bevis for et åbent problem om afgørbarhed, jeg jagtede et svar på i mit PhD-arbejde, men ikke nåede at finde, inden min afhandling skulle afleveres. Men året efter, og ikke mindst takket være en vigtig indsigt fra Søren i form af et lemma om endelig karakterisation af vidner for ækvivalens, lykkedes det. Resultatene i vores artikel kom med i Sørens gode og velskrevne afhandling.

Han og jeg delte i et års tid lejlighed, men efter tiden i Edinburgh mistede vi desværre kontakten. Søren fik arbejde i en virksomhed, og jeg blev som bekendt universitetslærer. Nu har vi fået kontakt igen som resultat af denne hædersbevisning.

Da vi skrev artiklen, var Søren og jeg 28 år gamle. Nu er vi 56; der er gået et halvt liv. Lige før jul fik jeg at vide af Julian Bradfield, der også var en af Colins gamle PhD-studerende og siden blev i Edinburgh, at Colin nu går på pension. Forhåbentlig ser jeg dem begge igen i Wien ved prisoverrækkelsen – det ville glæde mig rigtig meget.

Aalborg-Valletta dag 3: Catania-Pozzallo-Valletta

Så ankom jeg omsider til Malta. Jeg var igen tidligt oppe; klokken var kvart i seks om morgenen, da jeg trak min kuffert fra hotellet i Catania ned til der, hvor jeg skulle samles op af en bus til Pozzallo. Det tog lidt tid at finde indgangen til det gamle toldkammer, hvor jeg skulle tjekke ind. Bussen var en lille minibus, og vi var kun to passagerer. Chaufføren havde ansigtsmaske på, men havde ikke trukket den op over næsen (!!). Vi kom forbi Etna og videre ned forbi nogle interessante bjergformationer, der lå langs den ikke specielt charmerende motorvej til Pozzallo.

Færgen ankom med knap en halv times forsinkelse fra Valletta til Pozzallo, men dette var rejsens sidste led, så det gjorde ingen verdens ting.

Det var ikke svært at finde et sæde ombord. Søgangen var forholdsvis høj, og mit koncentrationsniveau var så lavt, at jeg fulgte med på færgens skærme, der viste en familiefilm om en hund i USA, der blev væk fra sin ejer og tilbragte flere år ude i naturen. Hunden kom hjem til sin ejer, netop som vi nærmede os Valletta.

Ankomsten til Malta fra søsiden er noget helt særligt. Det første, man bemærker ved indsejlingen til Valletta, er den gamle bydel med borgen og kirkerne.

Vejrudsigten havde spået regn og overskyet, men der var faktisk høj sol – og nogen blæst. Her er vi i mere end én forstand milevidt fra det fremherskende danske februarvejr.

Efter ankomsten tog det lidt tid for taxichaufføren at finde frem til Eagle Street, hvor jeg bor; han måtte spørge sig for flere gange. Jeg blev atter mindet om at maltesisk har så mange engelske låneord, at man som ikke-maltesiskkyndig af og til tror at man forstår, hvad der bliver sagt – men det gør man reelt ikke. Det minder om forholdet mellem dansk og grønlandsk.

Fra i dag af og i hele den kommende uge bor jeg i en lejlighed på sjette sal i den gamle bydel. Prisniveauet er særdeles overkommeligt; det er ikke dyrere end et hotel. I morgen begynder konferencen ICISSP 2020.

Rejsen herned har som bekendt ikke været helt uden problemer på grund af den forsinkelse, der gjorde det nødvendigt for mig at ændre rejseplaner og overnatte i Basel og sidenhen i Catania. Men jeg nåede frem til tiden; takket være internettets muligheder var det enkelt at lægge nye planer. Og jeg har fundet en anden rejserute, som jeg vil benytte mig af, hvis jeg skal til Valletta igen – det skal jeg nemlig efter alt at dømme, og det faktisk inden året er omme.

En yderligere komplikation har selvfølgelig været COVID-19-virus; der er forholdsvis mange tilfælde i Italien nu, og man kan godt mærke, at mange mennesker der er bekymrede. Selv er jeg fortsat ikke bekymret; risikoen for en person på gennemrejse er trods alt minimal, og det meste af tiden var jeg i områder af Italien, der ligger langt fra de steder, hvor der er konstateret udbrud af sygdommen.

I dag har jeg i øvrigt et essay om togrejser i Nordjyske. Det kan I læse her (som PDF-udgave af skærmbillede af den faktiske avisside).

Aalborg-Valletta, dag 2 (fortsat): Fra Napoli til Catania

Indlægget tidligere i dag kalder på en opfølgning.

I skrivende stund står jeg og venter på at komme om bord på toget til Catania, der holder på perron 2 på Messina Centrale. Så jeg nåede det!

Det lykkedes mig at nå til Napoli i tide til at skifte til toget til Villa San Giovanni. På et tidspunkt ikke så længe efter afgang fra Milano så forsinkelsen ud til at være 40 minutter (!). Efterhånden blev det meste imidlertid indhentet, så vi ved ankomsten til Roma Termini, der var første station efter Milano, var nede på 6 minutters forsinkelse. Og i løbet af næste strækning blev resten indhentet, så vi ankom til Napoli til tiden. Tilmed var forbindelsen til Villa San Giovanni lidt forsinket ved afgang, så jeg faktisk havde god tid til skiftet.

Fra Villa San Giovanni er man nødt til at sejle over til Messina. Selv om strædet mellem Sicilien og fastlandet kun er 3100 meter bredt her, er der ikke blevet lavet en bro eller en tunnel. Når man kender Storebæltsbroen eller Vasco da Gama-broen over Tejo, der begge er meget længere, virker det lidt underligt. Så vidt jeg kan læse mig til, er forklaringen på den manglende bro en kombination af naturlige årsager og politisk ubeslutsomhed (ikke helt ukendt i Italien). Messina-strædet er 250 meter dybt, hvor Storebælt kun er 60 meter dybt, og der er voldsomme tidevandsstrømme. Legenden om Skylla og Karybdis kommer vist herfra (der er faktisk en by ved navn Scilla lige i nærheden!).

Men over vandet kom jeg i al fald, og til midnat kan jeg få noget sammenhængende søvn.

Min fornemmelse fra dagens togrejse og oplevelser sidste år på min rejse til Athen er, at Trenitalia ikke har helt så godt et ry, som de egentlig fortjener, mens Deutsche Bahn måske er endt med at hvile lidt rigeligt på laurbærrene. Forsinkelsen i går på vej mod Basel blev faktisk bare værre efterhånden. Frecciarossa-toget til Napoli var til gengæld rigtig hurtigt og komfortabelt og med god internetforbindelse – også klart bedre end i Tyskland.

Aalborg-Valletta, dag 2: Fra Basel til Napoli

Hotellet i Basel er det tommeste hotel, jeg nogensinde har set eller opholdt mig på,. Jeg var tilsyneladende den eneste gæst, og personale var der intet af. Den omhyggeligt udtænkte halvautomatiske komfort på b_smart Hotel (for det hed det) fik mig til at tænke på en film af Jacques Tati med manuskript af Svend Åge Madsen. Receptionen var en skærm med tastatur, hvor man skulle tjekke ind. Morgenmadsbuffeten var et køkken i tusmørke. Elevatoren var også temmelig speciel med en skydedør, man gik ind gennem og skråt overfor en hængslet dør, man skulle gå ud gennem. Ved min seng var en slags roset med tre af de underlige trepolede stikkontakter, de bruger i Schweiz.

Sådan set fik jeg en god nats søvn, men det var også nemt i mere end en forstand at forlade lokalet og gå de 100 meter ned til Basels SBB-station og sætte sig ind i toget til Milano for at rejse gennem Italien fra nord til syd.

Turen ned gennem Alperne var smuk. Der er sne på bjergtoppene, og det går op for mig, hvor længe det er, siden jeg sidst så sne. Vel inde i Italien gjorde vi et stop i Stresa, der ligger smukt ved bredden af Lago Maggiore med udsigt til blikstille vand, høje bjerge og små øer med huse og slanke kirkespir.

Morgennyhederne afslørede, at den berygtede COVID-19-virus nu også er kommet til det nordlige Italien. Jeg kunne se, at der var aflyst fodboldkampe og andre begivenheder med publikum i bl.a. Milano. Selv er jeg stadig forkølet; det fik et ældre ægtepar til at flytte til et andet sæde i toget fra Milano til Napoli, da de så at jeg hostede.

Når jeg til Catania i dag? Jeg ved det faktisk ikke. Toget til Napoli er i skrivende stund 15 minutter forsinket, og hvis dette bliver bare lidt værre, mister jeg togforbindelsen videre sydpå. Men lige nu kører Frecciarossa-toget 297 kilometer i timen. Lad os nu se, hvordan det går.

Aalborg–Valletta, dag 1: Jeg ender i Basel

Sidste år fik jeg antaget en artikel til konferencen ICISSP2020, som er en datalogikonference om metoder til analyse af sikkerhed af software. ICISSP2020 finder sted i Valletta på Malta i den kommende uge.

Artiklen var baseret på et speciale af Vilim Staroveski fra Zagreb; ham havde jeg vejledt i det meget travle forår 2019. Vilim var sidenhen vendt hjem til Kroatien for at lede efter arbejde, så nu var det mig, der skulle af sted. Heldigvis havde jeg midler til at deltage i konferencen, for som del af et EU-projekt havde jeg lovet at besøge en virksomhed på Malta i løbet af 2020. Løsningen blev derfor at kombinere de to gøremål (og rejsemål).

I morges begav jeg mig ud på hvad der formodentlig er min hidtil længste togrejse i dette årtusinde, nemlig rejsen fra Aalborg til Valletta. Dvs. Malta er jo en ø, men man kan komme med tog helt til Pozzallo i det allersydligste Italien (på sydspidsen af Sicilien) og sejle derfra til Valletta. Min plan var at rejse via Hamburg og Basel til Lugano (i den italienske del af Schweiz), overnatte dér og næste morgen rejse ned gennem Italien til Siracusa, overnatte dér og tage det tidlige morgentog til Pozzallo.

Det startede så pænt; DSB kørte til tiden og jeg kom et helt minut for tidligt til Hamburg. Undervejs kunne jeg ikke undgå at bemærke de mange oversvømmede marker i Jylland og i Nordtyskland.

Men derefter kom problemet. ICE-toget fra Hamburg var 10 minutter forsinket ved afgang på grund af signalproblemer ved Hamburg Altona, og på grund af endnu signalfejl uden for Lüneburg voksede forsinkelsen til 35 minutter. Jeg måtte indse, at jeg ikke kunne nå min forbindelse videre fra Basel til Lugano – der var nemlig kun 10 minutter til togskiftet på Basel SBB. Og fordi dette kritiske skift glippede, kollapsede hele resten af min rejseplan.

Ironisk nok havde jeg stor nytte af DBs køreplansportal http://bahn.de, for her kunne jeg nu planlægge en ny udgave af min rejse ned gennem Italien. Mit første bud var en tur via Milano og Napoli med nattog til Siracusa og derfra videre til Pozzallo, hvor jeg så skulle tage aftenfærgen til Valletta. Men derefter gik det op for mig, at jeg i stedet kunne tage det tidlige morgentog fra Basel til Milano og så bruge hele søndagen på at rejse ned gennem Italien alligevel og ende i Catania, der ligger lidt nord for Siracusa. Herfra går der nemlig en opsamlingsbus beregnet på dem, der skal med morgen færgen til Malta. På den måde ville jeg, hvis alt ellers kunne gå vel, nå til Valletta alligevel mandag morgen.

Nu var der kun tilbage at besøge http://interrail.eu og lave nye pladsreservationer fra Basel SBB til og med Villa San Giovanni, hvorfra jeg så skal videre uden reservation til Catania. Og så skulle jeg også lige have fundet billige hotelværelser i Basel og Catania. Begge dele lykkedes. I skrivende stund sidder jeg stadig i det forsinkede tog og har enormt god tid. Jeg skal jo bare til Basel i aften.

Det blev ikke den rejsedag, jeg havde forudset, men min erfaring som togrejsende i Europa begynder nu at komme mig til gavn.

En våd februar

Nu, mens jeg sidder og skriver dette, pisker regnen ned derude. Det har været en meget våd februar. Normalt falder der 43 millimeter nedbør i denne måned af året, men ifølge DMI er der flere steder allerede faldet mere end 125 millimeter. Flere åer og vandløb er gået over deres bredder, og i Horsens blev beboere evakueret af frygt for oversvømmelser.

Nu vil Landbrug & Fødevarer indkalde til et stormøde. Formanden Martin Merrild udtaler til Ritzau at

– Vi skal have undersøgt vandløbenes evne til at lede vand væk, og så skal vi har kortlagt behovet for oprensning og udvidelse af vandløbene.

– Så skal der laves nogle forvaltningsplaner for vandløbene, som de kommuner, hvor vandløbene passerer, skal sikre bliver overholdt, siger Martin Merrild.

Landbruget kalder til stormøde efter massive mængder nedbør (Dagbladet Information, 21. februar 2019)

Det er interessant og også ret bekymrende, at Landbrug & Fødevarer tilsyneladende er landet på en forklaring, der siger at det er forvaltningen af vandløbene, der er årsag til problemerne lige nu. Den egentlige forklaring er nemlig med stor sandsynlighed en anden, og det er klimaforandringerne. Men der er stadig en stor ulyst til at drage denne konklusion, og det er på den ene side forståeligt (for klimaforandringerne er et voldsomt fænomen) og på den anden side også skræmmende (for Landbrug & Fødevarer er en magtfuld interessent).