Entreprenørstaten som forskningens motor?

Mariana Mazzucatos indbudte foredrag fra 2017.

I den forståelse af forskningspolitik, der har gjort sig gældende i de seneste to årtier, ser man de eksterne forskningsmidler som værende af afgørende betydning. Den nuværende uddannelses- og forskningsminister glæder sig over væksten i private forskningsmidler. Længere nede i systemet taler lederne i den danske universitetsverden om at det at kunne skaffe forskningsmidler er en vigtig kompetence på linje med at forske og at undervise (og giver dermed reelt også undervisningen en endnu lavere status).

Omkring halvdelen af universiteternes budgetter dækkes via finansloven, men basismidlerne bruges ikke til at finansiere forskning, som ikke ville være mulig ellers, men bruges ofte til at supplere de eksterne midler op. På nogle institutter på nogle universiteter har man valgt ikke at have PhD-stipendier finansieret af instituttet, men at bruge midlerne hertil som et yderligere tilskud til PhD-stipendier til dem, der allerede har fået eksterne forskningsmidler til PhD-stipendier. På denne måde kan man få f.eks. 3 PhD-stipendier, hvor den eksterne bevilling kun gav midler til 2. Motivationen er her, at man vil forhindre forskere i at blive magelige, så de ikke søger om eksterne forskningsmidler. De, der har eksterne midler, bliver derimod belønnet med basismidler.

Ideen er, at det er den selvstændige iværksætter, der motiveret af afsavn skaber ny indsigt og hvad deraf følger, og derfor bør forskere have dette som ideal. Af samme grund er der på nogle universiteter kurser i entreprenørskab på alle uddannelser.

Men den italiensk-amerikanske forsker Mariana Mazzucata har påpeget, at mange af de mest risikable og innovative projekter med størst succes faktisk er blevet til gennem støtte med offentlige midler i ganske stort omfang. Udviklingen af Googles søgealgoritme blev støttet af midler fra National Science Foundational, der er USAs nationale forskningsråd. Virksomheden Tesla havde problemer med at sikre finansiering, men fik et lån på 465 millioner dollar fra USAs energiministerium. Faktisk har tre af Elon Musks firmaer fået knap 4,9 milliarder i offentlig støtte. Mange andre, mindre opstartsvirksomheder har modtaget offentlig støtte.

Mazzata er blevet en indflydelsesrig skikkelse i europæisk forskningspolitik. Det er hende, der var medvirkende til at Horizon 2020-programmets efterfølger, Horizon Europe, kommer til at fokusere ikke på udfordringer (de såkaldte grand challenges), men på missioner. Missioner skal inspirere borgerne, være ambitiøse og rumme risici, have et veldefineret mål og en veldefineret deadline, være tværfaglige og tillade eksperimenter og flere bud på en løsning.

Mazzucato har også fået venner blandt progressive politikere i USA som bl.a. Alexandria Ocasio-Cortez. Men om det, hun står for, fører til grundlæggende ændringer i forskningspolitik, er uklart for mig. Fokus er også her på forskning som drivkraft for innovation. Når Mazzucato taler om the entrepreneurial state, bliver jeg uvægerligt mindet om ideen om den korporative stat, der bestemt ikke var progressiv. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på ikke bare Horizon Europe men også hjemlige tiltag som Syddansk Universitets fokus på FNs 17 verdensmål om bæredygtig udvikling, der virker som en samling missioner (men ikke er det), reelt bare er mere af det samme.

Under alle omstændigheder er analyserne af basismidlernes betydning interessante. Det, jeg gerne så, var nogle tilsvarende analyser af hvad grundforskningen betyder for samfundsudviklingen.