Skriv din egen nekrolog

Kevin J. McGroarty fra USA, der var en vittig sjæl, skrev sin egen nekrolog kort før sin død.

I en artikel på Medium foreslår den engelske forfatter og langdistanceroer Roz Savage, at man prøver at skrive sin egen nekrolog. Hun foreslår, at man skriver én nekrolog, hvor udgangspunktet er at man fortsætter sin livsbane som den er lige nu, og en anden udgave, hvor livet endte med at være, som man gerne ville have det. Man kan så bruge en sammenligning af de to nekrologer til at sætte sig nye mål i livet for at nå det, man gerne vil.

Men ideen om at skrive sin egen nekrolog er en interessant idé af mange andre grunde, for den kan gøre det konkret hvilke forestillinger man har om sit eget eftermæle (et emne, jeg berøre her tilbage i 2018). Der er faktisk også tale om en velkendt teknik inden for stoicismen, nemlig såkaldt negativ visualisering. Denne teknik går ud på at overveje det dårlige, der kan hænde én. Det kunne være et dødsfald i den allernærmeste familie, at man mister sit arbejde (hvis man har et arbejde) eller noget helt tredje. Gennem den negative visualisering kan man lære at sætte mere pris på det, man har netop nu, og sætte forhold i tilværelsen i perspektiv.

Jeg har ikke prøvet øvelsen endnu, men jeg spekulerer på om der i min nekrolog skal stå f.eks. helt så meget om mine mange afslag på ansøgninger om eksterne forskningsmidler, som jeg har skrevet her og andetsteds. Det er næppe de afslag, man vi huske mig mest for, for de udgør kun en lille del af mit levede liv.

Teknikken fordrer dog, at man har en vis selvindsigt allerede. Hvis f.eks. Trump, Erdogan eller Putin skulle skrive deres egen nekrolog på denne måde, er det således slet ikke sikkert, at de to udgaver ville være forskellige.