Dekadence?

Leonid Bresjnev. Bundesarchiv, Bild 183-F0417-0001-011 / Kohls, Ulrich / CC-BY-SA 3.0

Når jeg følger med i nyhedsstrømmen, får jeg ofte en ubehagelig følelse af at det ser ud som, om vi er på vej mod afgrunden, men rejser derhen på første klasse. Hvorfor sker der ikke snart noget?

Den amerikanske skribent Ross Douthat har et langt essay i The New York Times om vor tid, som han kalder for dekadencens tidsalder (the age of decadence). Ordet dekadence lyder af nydelsessyge og ligegyldighed, men Douthat bruger begrebet om en tilstand af økonomisk stagnation, nedslidning af institutionerne og kulturel og intellektuel udmattelse, samtidig med at der er en høj grad af material velstand og teknologisk udvikling. Samtidig er der også en tendens til at vende blikket indad og søge de umiddelbare nydelser, formodentlig som et resultat af resignation.

Douthat er et navn, der ligger et sted mellem “doubt that” og “do that” (og en tvivlehat, modsætningen til en tænkehat). Det er selvfølgelig et tilfælde, men det passer forbløffende godt på den stemning, han maner frem i sin tekst. Han sammenligner vor tid med Romerrigets langsomme fald; der gik flere hundrede år fra storhedstiden sluttede omkring år 200 e.v.t. til delingen i det vestromerske og det østromerske rige.

Der var en masse snak om disruption for få år siden, og måske var det i virkeligheden et tegn på at beslutningstagerne var blevet bange for tilstanden af dekadence/stagnation. Et politisk parti som Alternativet var vel også tegn på et ønske om forandring.

Men måske er det noget andet, der er problemet? Nemlig at de politiske og økonomiske magthavere og de, der stoler på dem, grundlæggende ønsker at fortsætte som før, bare på en anden måde. Det er nemlig temmelig tydeligt, at det ikke kan lade sig gøre. Klimakrisen viser, at der er nødt til at ske noget nyt, men de fleste fortsætter som de plejer. Enten fordi de helst bare vil, fordi de ikke har bedre ideer eller fordi de er bange for at miste deres magtposition.

Set på denne måde ligner vor tid måske mere situationen i Sovjetunionen under Leonid Bresjnev og frem til da Mikhail Gorbatjov kom til magten. Under Brezhnev var der en form for stabilitet, som kendetegner autoritære regimer, og der skete en masse teknologiske landvindinger. Men der var samtidig en fornemmelse af, at det ikke kunne blive ved, for magthaverne havde ingen ønske om forandringer, kun om at bevare tingenes tilstand.