Ville vi selv gøre modstand?

Mindesmærke i München for “Weiße Rose”, en af de få grupper af aktive modstandere af nazismen i Hitler-tiden. Foto: By Gryffindor – Own work, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=355013

I 2012 blev det sagt, at der var 85.000 medlemmer af modstandsbevægelsen i Danmark, mens andre historikere mente, at det faktiske tal tværtimod var helt nede på omkring 2000. Under 2. verdenskrig boede der omkring 4 millioner mennesker i Danmark, så det store flertal af befolkningen gjorde under alle omstændigheder ikke modstand mod den tyske besættelse. Historien viser med stor tydelighed, hvordan der var mange flere borgere i Danmark, der samarbejdede med den tyske besættelsesmagt enten ved økonomisk samarbejde eller ved at kæmpe på tysk side i krigen end der var borgere, der gjorde modstand. Efter krigens afslutning var der til gengæld bred opbakning til modstandsbevægelsen.

Der var heller ikke mange i Tyskland, der gjorde aktiv modstand mod nazismen under Hitler. Mange tyske modstandere mod nazismen flygtede – ofte selvfølgelig fordi de med god grund frygtede for deres liv. Senere, i DDR-tiden, var der heller ikke megen aktiv modstand mod regimet.

I mindre skala er det typisk, at få gør noget i en virksomhedskultur med autoritær ledelse – andet end at søge væk.

En konklusion er at de fleste simpelthen ikke tør gøre modstand. Men eksempler fra verdenshistorien modsiger dette – der har jo også været eksempler på at undertrykkende regimer blev bragt til fald. Til sidst, i 1989, var der således pludselig udbredt modstand mod DDR-regimet. En anden, mere kynisk konklusion er, at mennesker er ligeglade med undertrykkelse, bare de selv går fri af den. Men den slags tør jeg heller ikke konkludere. Ville vi selv gøre modstand, hvis vi blev sat i denne situation? Min fornemmelse er desværre, at de fleste af os ikke ville have gjort modstand, hvis vi havde levet i Danmark under besættelsen.

En interessant artikel i The Conversation tager fat i hvad forskningen ved om årsagerne til at så få gør modstand mod autoritære ledere. Der er to forskellige “logikker” i spil hos mennesker. Den ene er en cost/benefit-logik, ifølge hvilken man opvejer fordele og ulemper ved at føje den autoritære leder. Det er derfor, denne slags ledere typisk opererer med en skønsom blanding af straf og belønning. Den anden er en indpasnings-logik, ifølge hvilken man gør det, der er “passende” i situation, dvs. søger et svar på spørgsmålet “Hvad er det passende for et menneske som mig at gøre lige nu?”. Det er derfor, det er så almindeligt at følge normerne og at tage afstand til dem, der ikke følger normerne: Der er en tendens til at udvise loyalitet mod dem, der bestemmer, uanset hvad. Først, når der er udbredt misfornøjelse, svigter loyaliteten.

(Visited 50 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar