Uden offer?

Dette er ikke en af de omtalte dukker..

Nu er der igen fokus på de såkaldte sexdukker, der forestiller børn. Dukkerne er realistiske, har kropstemperatur og kan sige ord (f.eks. “No no daddy”). Som i så mange andre etiske problemstillinger i retspolitik opstår der sig hurtigt to lejre: Én, der ønsker et forbud, og en anden, der er modstandere af et forbud.

Karen Munk, der er lektor i psykologi ved Københavns Universitet, taler i en kronik i dagbladet Information for, at der ikke er belæg for at sådanne dukker skal forbydes, og at det forbud, som mange politikere ønsker, alene bunder i væmmelse.

Det er svært for mig at finde ud af, hvad min holdning bør være her. Rent instinktivt synes jeg, at denne slags dukker er dybt afskyelige, og at det er grotesk, at nogen vil tjene penge på at fremstille og sælge den slags. Så jeg har umiddelbart lyst til at få dem forbudt. Men samtidig fremstår dette grumme fænomen umiddelbart som en slags “forbrydelse uden offer”. Er det så faktisk dét?

Nogle sammenligner med diskussion af, hvordan voldelige film og computerspil påvirker menneskers adfærd. Bliver man inspireret eller bliver man afledt? Er dukkerne en erstatning for overgreb mod børn eller tilskynder de reelt til overgreb?

Forskellen er, at pædofili er en seksuel orientering hos voksne mod børn, som formodentlig er medfødt og tilsyneladende ikke kan fjernes, mens man ikke kan tale om noget lignende, hvad tilbøjelighed til vold angår. En del pædofile formår at være helt lovlydige og holde deres tilbøjeligheder helt private, så de aldrig krænker børn, mens andre begår overgreb. (Det hele bliver yderligere kompliceret af, at mange af dem, der begår overgreb mod børn, tilsyneladende ikke er pædofile i ovenstående forstand, men har andre hensigter med overgrebene.)

Men hvis man vil vide mere om, hvad dukkernes rolle er – inspirerer de eller afleder de? – har man formodentlig allerede et datagrundlag. Der er nemlig allerede en del omtale af denne slags dukker på udenlandske nyhedsmedier og rapporter om de personer (tilsyneladende altid mænd), der har bestilt dukkerne på nettet og har fået dem beslaglagt. Derfor har man egentlig mulighed for at finde ud, hvad der kendetegner de pågældende: Har de en forhistorie, hvor de har begået overgreb på børn eller har samlet på billeder af denne slags overgreb?

(Visited 80 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar