En våd februar

Nu, mens jeg sidder og skriver dette, pisker regnen ned derude. Det har været en meget våd februar. Normalt falder der 43 millimeter nedbør i denne måned af året, men ifølge DMI er der flere steder allerede faldet mere end 125 millimeter. Flere åer og vandløb er gået over deres bredder, og i Horsens blev beboere evakueret af frygt for oversvømmelser.

Nu vil Landbrug & Fødevarer indkalde til et stormøde. Formanden Martin Merrild udtaler til Ritzau at

– Vi skal have undersøgt vandløbenes evne til at lede vand væk, og så skal vi har kortlagt behovet for oprensning og udvidelse af vandløbene.

– Så skal der laves nogle forvaltningsplaner for vandløbene, som de kommuner, hvor vandløbene passerer, skal sikre bliver overholdt, siger Martin Merrild.

Landbruget kalder til stormøde efter massive mængder nedbør (Dagbladet Information, 21. februar 2019)

Det er interessant og også ret bekymrende, at Landbrug & Fødevarer tilsyneladende er landet på en forklaring, der siger at det er forvaltningen af vandløbene, der er årsag til problemerne lige nu. Den egentlige forklaring er nemlig med stor sandsynlighed en anden, og det er klimaforandringerne. Men der er stadig en stor ulyst til at drage denne konklusion, og det er på den ene side forståeligt (for klimaforandringerne er et voldsomt fænomen) og på den anden side også skræmmende (for Landbrug & Fødevarer er en magtfuld interessent).