Aalborg–Valletta, dag 1: Jeg ender i Basel

Sidste år fik jeg antaget en artikel til konferencen ICISSP2020, som er en datalogikonference om metoder til analyse af sikkerhed af software. ICISSP2020 finder sted i Valletta på Malta i den kommende uge.

Artiklen var baseret på et speciale af Vilim Staroveski fra Zagreb; ham havde jeg vejledt i det meget travle forår 2019. Vilim var sidenhen vendt hjem til Kroatien for at lede efter arbejde, så nu var det mig, der skulle af sted. Heldigvis havde jeg midler til at deltage i konferencen, for som del af et EU-projekt havde jeg lovet at besøge en virksomhed på Malta i løbet af 2020. Løsningen blev derfor at kombinere de to gøremål (og rejsemål).

I morges begav jeg mig ud på hvad der formodentlig er min hidtil længste togrejse i dette årtusinde, nemlig rejsen fra Aalborg til Valletta. Dvs. Malta er jo en ø, men man kan komme med tog helt til Pozzallo i det allersydligste Italien (på sydspidsen af Sicilien) og sejle derfra til Valletta. Min plan var at rejse via Hamburg og Basel til Lugano (i den italienske del af Schweiz), overnatte dér og næste morgen rejse ned gennem Italien til Siracusa, overnatte dér og tage det tidlige morgentog til Pozzallo.

Det startede så pænt; DSB kørte til tiden og jeg kom et helt minut for tidligt til Hamburg. Undervejs kunne jeg ikke undgå at bemærke de mange oversvømmede marker i Jylland og i Nordtyskland.

Men derefter kom problemet. ICE-toget fra Hamburg var 10 minutter forsinket ved afgang på grund af signalproblemer ved Hamburg Altona, og på grund af endnu signalfejl uden for Lüneburg voksede forsinkelsen til 35 minutter. Jeg måtte indse, at jeg ikke kunne nå min forbindelse videre fra Basel til Lugano – der var nemlig kun 10 minutter til togskiftet på Basel SBB. Og fordi dette kritiske skift glippede, kollapsede hele resten af min rejseplan.

Ironisk nok havde jeg stor nytte af DBs køreplansportal http://bahn.de, for her kunne jeg nu planlægge en ny udgave af min rejse ned gennem Italien. Mit første bud var en tur via Milano og Napoli med nattog til Siracusa og derfra videre til Pozzallo, hvor jeg så skulle tage aftenfærgen til Valletta. Men derefter gik det op for mig, at jeg i stedet kunne tage det tidlige morgentog fra Basel til Milano og så bruge hele søndagen på at rejse ned gennem Italien alligevel og ende i Catania, der ligger lidt nord for Siracusa. Herfra går der nemlig en opsamlingsbus beregnet på dem, der skal med morgen færgen til Malta. På den måde ville jeg, hvis alt ellers kunne gå vel, nå til Valletta alligevel mandag morgen.

Nu var der kun tilbage at besøge http://interrail.eu og lave nye pladsreservationer fra Basel SBB til og med Villa San Giovanni, hvorfra jeg så skal videre uden reservation til Catania. Og så skulle jeg også lige have fundet billige hotelværelser i Basel og Catania. Begge dele lykkedes. I skrivende stund sidder jeg stadig i det forsinkede tog og har enormt god tid. Jeg skal jo bare til Basel i aften.

Det blev ikke den rejsedag, jeg havde forudset, men min erfaring som togrejsende i Europa begynder nu at komme mig til gavn.

(Visited 337 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar