Aalborg-Valletta, dag 2 (fortsat): Fra Napoli til Catania

Indlægget tidligere i dag kalder på en opfølgning.

I skrivende stund står jeg og venter på at komme om bord på toget til Catania, der holder på perron 2 på Messina Centrale. Så jeg nåede det!

Det lykkedes mig at nå til Napoli i tide til at skifte til toget til Villa San Giovanni. På et tidspunkt ikke så længe efter afgang fra Milano så forsinkelsen ud til at være 40 minutter (!). Efterhånden blev det meste imidlertid indhentet, så vi ved ankomsten til Roma Termini, der var første station efter Milano, var nede på 6 minutters forsinkelse. Og i løbet af næste strækning blev resten indhentet, så vi ankom til Napoli til tiden. Tilmed var forbindelsen til Villa San Giovanni lidt forsinket ved afgang, så jeg faktisk havde god tid til skiftet.

Fra Villa San Giovanni er man nødt til at sejle over til Messina. Selv om strædet mellem Sicilien og fastlandet kun er 3100 meter bredt her, er der ikke blevet lavet en bro eller en tunnel. Når man kender Storebæltsbroen eller Vasco da Gama-broen over Tejo, der begge er meget længere, virker det lidt underligt. Så vidt jeg kan læse mig til, er forklaringen på den manglende bro en kombination af naturlige årsager og politisk ubeslutsomhed (ikke helt ukendt i Italien). Messina-strædet er 250 meter dybt, hvor Storebælt kun er 60 meter dybt, og der er voldsomme tidevandsstrømme. Legenden om Skylla og Karybdis kommer vist herfra (der er faktisk en by ved navn Scilla lige i nærheden!).

Men over vandet kom jeg i al fald, og til midnat kan jeg få noget sammenhængende søvn.

Min fornemmelse fra dagens togrejse og oplevelser sidste år på min rejse til Athen er, at Trenitalia ikke har helt så godt et ry, som de egentlig fortjener, mens Deutsche Bahn måske er endt med at hvile lidt rigeligt på laurbærrene. Forsinkelsen i går på vej mod Basel blev faktisk bare værre efterhånden. Frecciarossa-toget til Napoli var til gengæld rigtig hurtigt og komfortabelt og med god internetforbindelse – også klart bedre end i Tyskland.

Aalborg-Valletta, dag 2: Fra Basel til Napoli

Hotellet i Basel er det tommeste hotel, jeg nogensinde har set eller opholdt mig på,. Jeg var tilsyneladende den eneste gæst, og personale var der intet af. Den omhyggeligt udtænkte halvautomatiske komfort på b_smart Hotel (for det hed det) fik mig til at tænke på en film af Jacques Tati med manuskript af Svend Åge Madsen. Receptionen var en skærm med tastatur, hvor man skulle tjekke ind. Morgenmadsbuffeten var et køkken i tusmørke. Elevatoren var også temmelig speciel med en skydedør, man gik ind gennem og skråt overfor en hængslet dør, man skulle gå ud gennem. Ved min seng var en slags roset med tre af de underlige trepolede stikkontakter, de bruger i Schweiz.

Sådan set fik jeg en god nats søvn, men det var også nemt i mere end en forstand at forlade lokalet og gå de 100 meter ned til Basels SBB-station og sætte sig ind i toget til Milano for at rejse gennem Italien fra nord til syd.

Turen ned gennem Alperne var smuk. Der er sne på bjergtoppene, og det går op for mig, hvor længe det er, siden jeg sidst så sne. Vel inde i Italien gjorde vi et stop i Stresa, der ligger smukt ved bredden af Lago Maggiore med udsigt til blikstille vand, høje bjerge og små øer med huse og slanke kirkespir.

Morgennyhederne afslørede, at den berygtede COVID-19-virus nu også er kommet til det nordlige Italien. Jeg kunne se, at der var aflyst fodboldkampe og andre begivenheder med publikum i bl.a. Milano. Selv er jeg stadig forkølet; det fik et ældre ægtepar til at flytte til et andet sæde i toget fra Milano til Napoli, da de så at jeg hostede.

Når jeg til Catania i dag? Jeg ved det faktisk ikke. Toget til Napoli er i skrivende stund 15 minutter forsinket, og hvis dette bliver bare lidt værre, mister jeg togforbindelsen videre sydpå. Men lige nu kører Frecciarossa-toget 297 kilometer i timen. Lad os nu se, hvordan det går.