Ordstyring – og vasketøj

Af og til ved konferencer og workshops er jeg ordstyrer, eller session chair, som det hedder. En af disse lejligheder var i dag på den sidste dag af ICISSP2020. Organisatorerne havde skrevet og spurgt, om jeg mon ville være ordstyrer, og det sagde jeg ja til.

Når man er session chair, skal man introducere dem, der præsenterer, og holde øje med om de overholder tiden. Jeg fik udleveret en lille pakke med de tre artikler, der skulle præsenteres, biografier for de tre deltagere, der skulle fremlægge og to ark papir med henholdsvis teksten 5 minutes og Conclusions. Så er det bare at holde øje med tiden og række skiltene op, henholdsvis når der er 5 minutter tilbage af tiden og når der skal rundes af. Helst skal man også have et spørgsmål parat, hvis der nu ikke kommer spørgsmål fra salen. En lidt mere mærkelig tradition, som findes ved nogle konferencer, er at man som session chair skal bedømme kvaliteten af fremlæggelser.

Det gik som det skulle – det var tre meget forskellige fremlæggelser af meget forskelligt stof. Det var interessant alt sammen, men i det foredrag, der handlede om et angreb på en whitebox encryption-algoritme med maskering, måtte jeg indrømme at jeg på et tidspunkt ikke kunne følge med længere. Jeg har engang været med til at holde et PhD-kursus om kryptering, men jeg indså hurtigt, at dette var noget mere videregående og specialiseret. Alle tre deltagere fik en pæn bedømmelse; de havde gjort sig umage og var bestemt også værd at høre på. Bagefter gav jeg de tre hver deres diplom som bevis på at de havde været til stede og fremlagt. Selv fik jeg faktisk også et diplom, fordi jeg havde været session chair. Hvad jeg så skal bruge det til, ved jeg ikke, men det ser da pænt ud.

Efter frokostpausen gik jeg tilbage til mit værelse, proppede alt mit vasketøj i to indkøbsposer og tog hen på et møntvaskeri godt gemt af vejen i en af Vallettas stejle gader for at tage mig af den meget prosaiske syssel, det er at vaske tøj. Efter vel overstået gerning tog jeg poserne med det rene tøj med tilbage til konferencen og lyttede til det afsluttende indbudte foredrag – det handlede om de to store trylleord i vore dage, nemlig blockchain og Internet of Things. De to trylleord kan man nemlig åbenbart altid sige mere om.