En COVID-19-historie

Jeg var begyndt at hoste grønt slim op og følte mig derfor lidt utilpas. Min forkølelse medbragt fra Danmark var formodentlig blusset op igen i kølvandet på flere dage med kun lidt søvn, megen aktivitet og med et uopvarmet værelse. Men måske var der stødt noget andet til, så min hustru rådede mig i telefonen til at besøge lægevagten i Valletta. Jeg har nemlig en forhistorie med bronkitis og langt tilbage også en lungebetændelse.

Nu er dette en tid, hvor en nok så omtalt virusinfektion går sin tvivlsomme sejrsgang i Europa. Det blev jeg hurtigt mindet om, da jeg satte mine ben på Floriana Health Centre. Jeg blev spurgt, hvordan jeg var kommet til Malta, og da jeg sagde, at jeg var kommet hertil med færgen fra Italien, gik det stærkt. Taxichaufføren havde ellers tilbudt at vente på mig, men personalet sagde til ham, at det ikke ville være aktuelt.

Jeg fik en ansigtsmaske udleveret med ordre om at tage den på med det samme, og der gik kun få øjeblikke inden alle ansatte gik rundt med ansigtsmasker. Der gik heller ikke længe, før alle i venteværelset var blevet bragt i sikker afstand af mig. Jeg blev eskorteret ind ind i et lokale. Her skulle jeg så snakke i telefon med først den ene, så den anden og så den tredje læge.

Den tredje læge i telefonen hørte min syge- og rejsehistorie i detalje og konkluderede, at der bare var tale om en opblussen af min forkølelse og at der var stødt noget mere til. Til sidst kom en fjerde læge ind iført to masker og engangsgummikittel for at tage min temperatur og lytte på mine lunger.

Jeg havde ikke feber, viste det sig. Lægen udstedte en recept på hostesaft og antibiotikum, og en sygeplejerske ringede efter en taxi til mig. Den kom dog ikke, så jeg endte med at gå hjem på denne lune februaraften – der var faktisk ikke ret langt. Der er ingen døgnapoteker i Maltas hovedstad, der har et indbyggertal mindre end Nørresundby. Forunderligt nok er der dog et apotek i midtbyen, ikke langt fra hvor jeg bor, der har åbent én søndag om året, nemlig søndag den 1. marts!

Og således gik det til, at jeg alligevel ikke blev kendt som ham, der bragte en ny virusinfektion til et lille land.