Vejen hjem fra Valletta, dag 1: Til Rom

I morges kl. 4.40 lød alarmen på min telefon, og det var signal til begyndelsen på min hjemrejse fra Malta. Jeg efterlod en flaske red ale i lejlighedens køleskab; jeg fik ikke drukket den, thi jeg tager medicin for tiden. Forhåbentlig kan en senere beboer få glæde af den.

Taxien kom prompte og fik mig sat af ved færgeterminalen i Valletta. Færgen afgik et par minutter før tiden, og jeg var ret optimistisk nu – jeg havde 42 minutter fra færgen anløb Pozzallo 8.15 til at nå bumletoget til Siracusa 8.57.

Færgen lagde til kl. 8.15, men før passagererne til fods måtte gå fra borde, skulle alle motorkøretøjer forlade færgen. Det tog en rum tid. Da jeg omsider kom i land, blev vi bedt om at vente – der var en lastbil mere, der også skulle køre fra borde. Nu havde jeg pludselig kun under 20 minutter til rådighed. Heldigvis havde jeg bestilt en taxi dagen før, og den holdt klar. Chaufføren tog sig dog god tid; vi har formodentlig at gøre med Italiens langsomste bilist. Kl. 8.47 spurgte jeg hvor meget turen ville koste, og han svarede: It takes ten minutes. Åh. Jeg blev synligt nervøs. Five minutes, tilføjede chaufføren.

Men jeg nåede frem inden 8.57; jeg fik endda tid til at stå og vente i den silende italienske regn. En anden taxichauffør kom hen til mig på perronen. Jeg gætter på at Samuel Beckett fandt sin inspiration ved at forsøge på at kommunikere på gebrokkent engelsk med italienske taxichauffører; følgende ordveksling udspillede sig i al fald:

Taxichauffør: No train. Taxi 20 euro.

Jeg: Are you saying that the train is not going to come?

Taxichauffør: Yes yes. No train. 9 o’clock. Taxi only 20 euro.

Jeg: But are you saying that there is no train departing at 9 o’clock today?

Taxichauffør: Sorry. No English. Bye.

Et øjeblik efter rullede bumletoget til Siracusa ind på perronen. Jeg må hellere få nogen til at lære mig lidt italiensk.

Toget fra Siracusa og videre skulle sejles over Messinastrædet, og for første gang siden afskeden med Storebæltsfærgerne i 1997 oplevede jeg at køre ombord på en jernbanefærge, at stige ud på det brede togdæk og gå op på det øverste dæk og kigge ud over vandet, mens færgen lagde fra kaj. Selv her så langt fra Nyborg-Korsør vakte det en masse gamle minder til live.

Frecciaargento-toget er et hurtigtog, der er Frecciarossa-togenes langsommere variant, som “kun” kører ca. 250 km/t. Og alligevel tog det ikke mere end fire timer at komme fra Villa San Giovanni til Roma Termini. Jeg havde planlagt to overnatninger i Rom, og det bliver det også til. Jeg har et værelse på et hotel, omhyggeligt valgt fordi det ligger lige over for Pantheon, der uden diskussion er min yndlingsbygning i Rom.

Men hele COVID-19-postyret er voldsomt at følge. Italienerne har meget at se til, men det virker bestemt heller ikke som om de danske myndigheder læner sig tilbage. På vej fra Siracusa ringede jeg derfor til Sundhedsstyrelsens hotline for at høre, hvordan jeg skal forholde mig. Jeg skal jo skifte tog i Milano på fredag. Det var sin sag bare at få ringet; mobildækningen glippede hele tiden i de mange tunneller, men til sidst endte jeg da som nummer 13 i en telefonkø. Omsider kom jeg igennem og kunne da få den beroligende besked, at hvis man opholder sig i under tolv timer i de COVID-19-plagede regioner i Norditalien (Emilia-Romagna, Lombardiet, Piemonte og Veneto), skal man ikke i karantæne, når man vender hjem til Danmark. Jeg rejser fra Rom 11.20 på fredag, skal skifte tog i Milano 14.35-15.10 og er i Zürich kl. 18.50. Så jeg får højst syv en halv times rejse i de plagede regioner, reelt faktisk en del mindre end dét.