Endnu et gensyn med Pantheon

Ingen anden bygning berører mig som Pantheon i Rom. Jeg skrev tilbage i 2014 om et andet gensyn, jeg havde med Pantheon. I dag nåede jeg at være derinde tre gange.

Jeg har besøgt Panthéon i Paris og Panteão i Lissabon, og selv om de begge har lånt navnet og ideen med en stor kuppel, en portal med søjler og et storslået marmorgulv, er de for intet at regne mod det gamle tempel i Rom, der bygget under kejser Hadrian, blev til en kirke og nu har stået der i næsten 1900 år.

Når jeg besøger Pantheon, bliver jeg mindet om og nogle gange nærmest også overvældet af selve fornemmelsen af at tiden er større end alle os, der lever nu. Ydersiden af Pantheon er patineret af mange års vejrlig og forurening, men indvendig er det anderledes. Selvfølgelig har menneskene i oldtiden set den samme sol og den samme måne, som vi har set, men det er ikke desto mindre noget helt særligt at vide, at man som besøgende står på det selvsamme gulv, som Hadrian, Marcus Aurelius og andre af oldtidens store skikkelser har stået på, og kigger op på det samme oculus, hullet til himlen 43 meter oppe. Hvad mon de tænkte dengang, når de kiggede derop?

Kuplen er lavet af usandsynligt stærk beton, rørt op og klappet på plads med håndkraft højt deroppe – og er stadig verdens største kuppel bygget af uarmeret beton. De teknikker, man brugte til at gøre kuplen selvforstærkende, var usædvanligt snedige, og resultatet blev usædvanligt smukt. Romerne havde kraner, som de formodentlig har brugt her også, men også kranerne blev selvfølgelig drevet manuelt. Det ville undre mig meget, om ikke bygningsarbejdere (der i stort omfang må have været slaver) har mistet livet ved arbejdsulykker under opførelsen af den mægtige bygning. For mig er Pantheon også et minde for dem.

(Visited 103 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar