Vejen hjem fra Valletta, dag 2: Til Zürich

Det blev en rolig dag i Rom med spadsereture i kvarteret omkring Piazza de Rotonda og besøg i Pantheon. I kvarteret kunne jeg se danske gymnasieklasser, der gik rundt i flok. Henne om hjørnet ligger der en stor og velassorteret kaffebutik. Jeg drikker ikke kaffe, men jeg kender andre der gør, så en gaveidé blev født og ført ud i livet. I dag blev det tid at rejse nordpå og hjem.

Toget fra Roma Termini nåede Milano Centrale til tiden. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forventet mig ved ankomsten til Milano, men bortset fra ansigtsmasker her og der lignede det business as usual, som det hedder på moderne dansk. Lige nu er jeg på vej nordpå til Zürich gennem den del af Italien, som har fået så usædvanligt megen opmærksomhed på det seneste.

Det er underligt at være vidne til den alarmstemning om COVID-19, der bliver ved med at udvikle sig og har udviklet så meget inden for de sidste knap to uger, mens jeg har været væk fra Danmark.

Jeg er personligt ikke særlig bekymret for en virusinfektion, for jeg sidder selv med resterne af en bronkitis og har af den grund fornemmelsen af en infektion i meget frisk erindring. Men jeg er bekymret over reaktionerne i samfundet på COVID-19. Nogle gange virker det på mig, som om regeringer i næsten samme åndedrag fremmaner en trussel og en dertil hørende angst og reagerer på den samme trussel på en sådan måde, at de kan fremstå handlekraftige. Selv ville jeg ønske, denne pludselige handlekraft fra regeringers side også kunne blive brugt for at gøre noget ved nogle af de andre store kriser, vi ser nu. Her tænker jeg på, at millioner af mennesker er drevet på flugt fra de voldsomme krigshandlinger i Syrien og at de menneskeskabte klimaforandringer truer vores fælles livsgrundlag. Sidstnævnte er uden diskussion i en helt anden liga end COVID-19, men nu er den pludselig rykket et godt stykke ned i mediedækningen igen. Det ville være godt at få et klarere billede af, hvad det er, man skal være bange for og hvorfor.