Vejen hjem fra Valletta, dag 3: Til Aalborg

I går aftes kom jeg med NightJet-toget fra Zürich til Hamburg. Dette blev første gang, jeg har oplevet en sovevogn med kupeer i to etager med to pladser i hver kupé. Kupeerne var komfortable, omend pladsen da også var trang. Det var godt at ham, der sov i sengen under mig, ikke havde medbragt en kuffert af samme størrelse som min.

Første afgørende forsinkelse på hjemrejsen skyldtes, ligesom den eneste forsinkelse på udrejsen, Deutsche Bahn. Et ICE-tog på perron 11 i Hamburg blev stædigt holdende, selv om det var ved denne perron, DSB-toget til København via Odense skulle afgå. 

Jeg kom til Odense for sent til det planlagte togskifte. Men der går heldigvis tog så ofte i Danmark, at jeg kunne tage det næste tog nordpå. Jeg ville ankomme til Aalborg kun 16 minutter senere end planlagt.

I sædet over for mig sad en kvinde, som jeg havde set før et sted, men det føltes underligt at spørge, hvor jeg mon kendte hende fra. Til sidst gik det op for mig, at det såmænd var den københavnske jazzsangerinde Cæcilie Norby, der giver en ikke-aflyst koncert i Aalborg her til aften.

Jeg er i løbet af det seneste knap halvandet år blevet forholdsvis rutineret hvad angår lange togrejser i Europa, og rejserne giver mig også lejlighed til at opleve forskellige togstandarder rundt om på kontinentet. Bortset fra bumletoget fra Pozzallo til Siracusa var de danske IC3-tog de mest medtagne tog, jeg rejste med på min rejse. Det er trist, at de danske jernbaner er blevet behandlet så dårligt, som de er – og nu ofte bliver brugt som et henkastet argument for at det er bedre at tage bilen. Men det er det ikke. Togrejser kan noget helt særligt, og det ville jeg ønske at beslutningstagerne kunne forstå.