Når støvet har lagt sig

Foto: Skærmbillede fra 6. afsnit, dr.dk.

Jeg har også fulgt med i “støvserien”, som er blevet vores betegnelse derhjemme for Når støvet har lagt sig på DR1. For så vidt er det en velproduceret serie, men der er to ting, der undrer mig meget lige nu ved aftenens episode.

Den ene er, at man ikke ser noget om de overlevendes efterbearbejdning af forbrydelsen. Når man læser om trafikulykker og andre voldsomme hændelser i Danmark, ser man ofte krisepsykologer nævnt. De er imidlertid fuldstændigt fraværende i tv-serien, selv om jeg ville have forventet, at man umiddelbart efter en massakre med 19 døde brugte rigtig megen tid på debriefing og anden akut hjælp. Det ser i serien ud, som om politiet tilsyneladende slipper bare alle de overlevende ud på gaden og lader dem gå hjem til sig selv. Rent dramaturgisk er debriefing måske ikke særligt spændende, men i Når støvet har lagt sig har forfatterne ellers konsulteret psykologer for at kunne skildre den måde, personerne i serien reagerer på, på troværdig vis.

Den anden er, at politiet ikke sporer et af ofrenes smartphone (der endda tilsyneladende er ulåst og har masser af batteritid!), og især undrer det mig, at man ikke gør det, når nu offeret var gift med landets justitsminister.

Laurbærrene er blevet flade

Foto: Nationalmuseet, Claudia Adeath. Licens: Creative Commons Kreditering-Del på samme vilkår 3.0 Ikke-porteret

Der er en interessant artikel i dagbladet Information om hvordan det egentlig går med ligestillingen mellem kønnene i Danmark. Her udtaler historikeren Astrid Elkjær Sørensen

I Danmark har vi det man kan kalde for backlash, hvor vi synes, at ligestilling var noget, vi opnåede for lang tid siden. Det er jo der historie, vi har fortalt os selv – at det var noget, vi klarede i 1970’erne. Tiden er løbet fra den fortælling.

En af mine bekymringer er, at der er en sådan tendens til at hvile på laurbærrene i Danmark. Mange mennesker i Danmark er overbevist om at der er fuld ligestilling mellem kønnene. Men hvis der var fuld ligestilling i Danmark mellem kønnene, ville vi se en omtrent ligelig kønsfordeling rundt om i samfundet, og sådan er det jo sket ikke. Jeg kunne nævne mange eksempler, men lad mig nævne ét, jeg kender godt: I videnskaben datalogi og i de professioner, der anvender datalogi, er kønsfordelingen forfærdeligt skæv. Hver gang jeg minder mig selv om det, bliver jeg ked af og vred over, at det er sådan.

Det er ikke som sådan det enkelte menneskes skyld at den manglende ligestilling er tingenes tilstand, men det er vores alle sammens ansvar at være med til at ændre dette – lige som det er det for andre former for ulighed i samfundet.

Faktisk tror jeg nemlig, der er et generelt problem med at hvile på laurbærrene i Danmark, også når det gælder andre problemer med ulighed – ikke mindst racisme eller fattigdom. Der skete mange store forandringer for nogle årtier siden for at mindske uligheden, men dels er der meget, man ikke var opmærksom på engang, dels er der desværre også sket egentlige tilbageskridt rundt omkring. For nu at vende tilbage til mit eksempel fra før, er kønsfordelingen på datalogiuddannelserne markant skævere nu end den var i 1970’erne.