For gammel til at betale sig

Ved fyringsrunderne på bl.a. Københavns Universitet og Syddansk Universitet i 2019 tænkte mange, om medarbejdere over 50 var særligt udsatte her. Jeg har ikke tal for aldersfordelingen blandt de fyrede i disse tilfældet, men noget kunne tyde på at der er et aldersproblem ved fyringsrunder i det offentlige mere generelt.

En ny undersøgelse foretaget af DJØF viser, at 39 procent af de offentligt ansatte medlemmer, der blev fyret i 2019, var over 50. Men denne aldersgruppe udgør 22 procent af medlemmerne.

Det er ikke et enestående fænomen. Tilbage i 2011 viste en undersøgelse en tilsvarende tendens. Dengang var der i 2010 133 fyringssager for overenskomstansatte medlemmer af DJØF i staten, og heraf var der 28 procent af sagerne, der drejede sig om medlemmer over 55. Men der var i denne periode kun 13 procent af medlemmerne i DJØF blandt de statsansatte, der var over 55. Tendensen er ikke specifik for DJØF. I HK så man det samme. Der blev i 2010 fyret 304 HK’ere i staten, og de 145 af opsigelserne ramte medarbejdere på 50 år og derover.

Der tegner sig et mønster her, og det er ikke rart. For helt tilbage i 2002 var tendensen den samme. Næsten halvdelen af de fyrede i staten var over 50 år.

Min kedelige forklaringsmodel er, at man som offentligt ansat ofte har høj anciennitet, når man har passeret de 50 og derfor ofte har forholdsvis høj løn. Derfor ender man som dem, nogen “bedst kan undvære”. Samtidig bliver politikerne ved med at forringe mulighederne for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. For mig er det en bekymrende situation (også personligt, givet den alder, jeg har).

(Visited 127 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar