Min far døde i går

I går formiddags lå der en besked fra min ene søster i England til mig. Vores far, der boede i Manchester, var død tidligt i går morges. Om det var COVID-19, der var dødsårsagen, ved vi endnu ikke.

Det er trist at skulle indrømme dette, men hverken mine søskende eller jeg har haft et godt forhold til vores far, og vi endte med ikke at have kontakt til ham. Vore mødre var de stærke og kærlige kvinder, der tog sig godt af os og hjalp os ind på gode livsbaner, men vores far var den, der forlod os og desværre i virkeligheden mest gjorde andre fortræd med et liv præget af kriminalitet. Mine søstre i England mødte således først hinanden i 2010, selv om de voksede op kun få kilometer fra hinanden, fordi vores far gennem alle årene lykkedes med at skjule deres eksistens for hinanden. Mine to brødre fra Tyskland og Danmark mødtes også først for få år siden. Vores far løj for os om snart sagt alt; vi ved end ikke præcis hvor gammel han nåede at blive.

Det er sigende for det forhold, vi og andre mennesker fik til vores far, at da jeg ringede til mine engelske søstre i går, endte vores treparts-samtale med mest at handle om COVID-19-krisen og om dens konsekvenser for arbejdet, for dagligdagen og for vores børn. Et par gange blev vi nødt til at minde hinanden om at vores far faktisk var død få timer forinden. Hvor er det tragisk, at et menneske kan få et så dårligt eftermæle, som vores far fik. For mig er den største sorg, at det blev sådan; det giver ikke mening at være vred.