At se døden i øjnene og opdage livet

Overlevelsen og frygten for samfundets kollaps har skabt mange overraskende udviklinger inden for de seneste få uger. Det, få troede muligt, sker pludselig.

  • Det er nu staten, der griber ind for at redde erhvervslivet og hele samfundsøkonomien efter mange års insisteren på neoliberalisme.
  • Vi er igen blevet opmærksomme på, at infektionssygdomme kan springe fra dyr fra til mennesker. Det sagde man sidst omkring 1990 efter BSE/Creutzfeldt-Jacobs-tilfældene, men længe var det glemt.
  • Mange mennesker har sjusket med at vaske hænder efter toiletbesøg og ellers, men nu taler alle om håndvask og om hvor vigtig håndhygiejne er.
  • I min helt egen profession opdager jeg, at undervisere, der tidligere har sværget til forelæsninger som den eneste form for “rigtig undervisning”, nu lægger deres undervisning om og er nysgerrige og villige til at afsøge og udforske de mange forskellige teknologiske løsninger, der er derude.

Vi kender alle beretninger om mennesker, der har været gennem store kriser og ændrede adfærd, da de indså, at de ville dø, hvis de fortsatte som om intet var hændt. To typiske eksempler er den svært overvægtige person, der tabte sig efter advarsler fra lægen og alkoholikeren, der var døden nær og blev ædru. Bagsiden er de mennesker, der trods advarslerne fortsætter med at æde og drikke sig ihjel.

Dette at vi bliver mindet om vores egen dødelighed kalder man i psykologi for mortality salience. Udtrykket stammer fra arbejdet med at forstå hvordan mennesker håndterer eksistentiel angst. Et tidligt hovedværk om dette begreb er den amerikanske filosof Ernest Beckers bog The Denial of Death, hvori han hævder at mennesket i høj grad er blevet motiveret af vores egen dødelighed (Becker døde i øvrigt kort tid efter bogens udgivelse!). Men det behøver ikke at manifestere sig som benægtelse – vi kan i stedet have en vilje til livet: Vi vil ikke dø. Min egen fornemmelse er, at det er netop dette, vi nu ser i stor skala.

Mange af os taler omsider – ikke om døden, men om det store fald, den tilstand hvor sundhedsvæsenet og med dét samfundet kollapser. Bagsiden er mindretallet af trodsige individer, der fester videre eller måske påstår, at der ikke er en epidemi. Men det er først gennem erkendelsen af vores fælles dødelighed, at vi kan opdage alternativet til epidemiens rasen, nemlig det fælles liv. Måske er det netop mortality salience, der også vil kunne skabe de nødvendige forandringer for at vi kan håndtere klimakrisen.