En ny testindustri?

Arbejdsløsheden er nu steget med 40.000 som følge af COVID-19. Samtidig ved vi, at der kommer en dag, hvor myndighederne vil lempe på de restriktioner, vi nu har, og jeg kan allerede læse om overvejelserne om hvordan lempelserne kan ske uden at vi dermed skaber endnu en eksponentiel vækst i antallet af smittede. Forskere taler nu om, at en strategi med omfattende tests for smitte med coronavirus i kombination med karantæne for de smittede vil være nødvendig i perioden bagefter.

Nyhederne fra de seneste dage viser, at nogle virksomheder lægger deres produktion om og er begyndt at fremstille håndsprit. Kunne man skabe en ny form for industri, der kan håndtere produktion af testudstyr og gennemførelse af test og måske også håndtere karantæne? Jeg ved ikke, hvor nemt det er at producere testudstyr eller præcis hvor omfattende kompetencer man skal have for at kunne gennemføre en test for COVID-19. Men jeg ville forestille mig, at dette kunne blive en mulighed for beskæftigelse og for eksisterende virksomheder (måske i statsligt regi) i de kommende måneder. Man kunne derefter videreføre testindustriens kompetencer og arbejdsstyrke, når der engang, forhåbentlig i 2021 (og i årene fremover), skal foretages vaccination af befolkningen. Den uudnyttede hotelkapacitet, vi står med, kunne i et vist omfang måske anvendes til karantæneforløb, som sikrede at de karantæneramte var på veldefinerede steder og havde adgang til de nødvendige faciliteter. Hvis nogle ledige lader sig omskole til at være med i testindustrien, kan man planlægge med at deres kompetencer skal kunne videreudvikles og bruges andre steder i sundhedsvæsenet, hvis/når hele COVID-19-situationen en dag ikke er så dominerende, som den er nu.

Jeg ved ikke, om dette er realistiske eller gennemførlige ideer, men opfindsomheden har været stor med hensyn til nye tiltag i kriser før i tiden. For at vi kan holde modet oppe, tror jeg at det ville være godt for os alle at kunne være med til at skabe noget nyt, i stedet for at vi hver især sidder tilbage med fornemmelsen af at leve i en mangeltilstand.

(Visited 80 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar