Den løbske sporvogn

Sporvognsdilemmaet dukker op i etik og skyldes den engelske filosof Philippa Foot. Her er det i sin sædvanlige formulering:

Forestil dig, at du står ved banelegemet for en sporvognsrute. I det fjerne kan du se en løbsk sporvogn der med høj hastighed er på vej ned ad sporet mod fem sporarbejdere, der står på skinnerne. De har ikke opdaget den løbske sporvogn og vil ikke kunne komme væk i tide. Du står selv for langt væk til at du vil kunne nå at advare dem. Men du står ved et sporskifte, der kan omdirigere sporvognen til et sidespor. Desværre er der også en sporarbejder her; hun kan heller ikke nå væk eller høre dig, så hvis du bruger sporskiftet, vil hun blive ramt i stedet for hendes fem kolleger. Hvad skal du gøre? Ikke gøre noget og dermed forårsage fem menneskers død eller gøre noget og forårsage ét menneskes død?

Mange vil svare at man skal skifte spor, fordi det er “bedre” at “kun” ét menneske dør end at fem dør. Det er en konsekvensetisk betragtning – at en handling skal vurderes etisk ud fra dens konsekvenser. Men så er man ansvarlig for et menneskes død. Og hvad nu hvis der ikke er tale om sporarbejdere, men om f.eks. to demente borgere, der er stukket af fra et plejehjem, ved det ene spor og et skolebarn ved det andet spor?

En helt realistisk udgave, som de seneste års teknologiske udvikling har fremmanet, er overvejelsen om hvordan en selvkørende bil skal reagere ved en mulig påkørsel. Skal bilen køre videre med risiko for at ramme den/det, der er på vejbanen, eller skal bilen dreje hurtigt af og risikere at ramme nogen/noget på fortovet eller i vejsiden?

COVID-19-epidemien giver anledning til endnu en udgave af sporvognsdilemmaet. Nogle, bl.a. en managementkonsulent og sundhedsøkonomer, giver nu udtryk for, at det ikke kan betale sig at handle på denne måde under COVID-19-epidemien. Her er et argumenterne, at hvert reddet menneskeliv vil koste det samme som et nyt hospital. Det er ikke så underligt, at det netop er personer med denne baggrund, der fremfører dette argument. Beslutningstagere har i de seneste årtier målt kvaliteten af sundhedsvæsenet ud fra denne slags cost/benefit-betragtninger, der er centrale i New Public Management.

Andre bemærker, at de restriktioner vi nu se, også er udtryk for at man værdsætter og vil gøre en særlig indsats for de borgere, der har særligt høj risiko for at få et alvorligt forløb med COVID-19 – bl.a. ældre mennesker og kronisk syge. Det er nemlig i stort omfang borgere, der ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet og ikke traditionelt bliver set som produktive individer. Jeg bemærker da også, at der ikke er ret mange (om nogen), der taler om en “ældrebyrde” for tiden.

(Visited 117 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar