Hurtig og langsom etik

I går skrev jeg (igen) om sporvognsproblemet. Tidligere har jeg her skrevet om Nobelprismodtageren Daniel Kahnemans bog Thinking Fast and Slow, der peger på to måder at tænke på. Bogen beskriver forskellen mellem de hurtige (der til dels er intuitionsbaserede) ræsonnementsstrategier og de langsommere (der til dels er rationelle). Kahneman kalder dem for henholdsvis System 1 og System 2.

Jeg vil hævde, at man på samme måde skal skelne mellem hurtig og langsom etik.

For hvis sporvognsproblemet pludselig opstod i virkeligheden, ville den person, der stod i nærheden af skiftesporet, så gøre sig omhyggelige etiske overvejelser? Der ville ikke være tid til det. Alle de lange diskussioner om sporvognsproblemet tager udgangspunkt i den velovervejede, “langsomme” etik, men den ville man med stor sandsynlighed ikke gøre brug af i situationen, hvor mennesker kan blive påkørt.

Vi ser, hvor overraskende mennesker handler i faretruende situationer, hvor det går stærkt. Jeg skrev tidligere her om hvordan voldtægtsofre og andre ofre for forbrydelser ofte reagerer på en helt anden måde end de troede, de ville reagere på.

I tv-serien Når støvet har lagt sig på DR1 er dette dilemma skåret ud i pap i skildringen af reaktionerne under massakren, som er seriens omdrejningspunkt. En tilsyneladende omgængelig og blød mand glemmer sin kæreste og låser sig inde for sig selv under massakre, mens ejeren af den restauranten, der bliver angrebet, ellers har virket meget kynisk, men spontant redder en svensk kvinde, han aldrig har mødt før. Deres “hurtige etik” var anderledes, end hvad deres “langsomme etik” ville have ledt os til at tro.

I den igangværende COVID-19-pandemi er det også interessant at observere hvordan den “hurtige etik” og den “langsomme etik” manifesterer sig. Hamstringsbølgen den 10. marts var “hurtig etik”, men overvejelserne om hvad man skal gøre i sundhedsvæsenet i tilfælde af voldsom overbelægning gerne vil fremstå som “langsom etik”. Om det så er det, ved jeg ikke.

Men når begge slags etik findes, er det bedste, vi kan gøre, at sikre at den “hurtige etik” ikke gør skade på os. I dagbladet Information er der en lang artikel med den britiske psykolog Stephen Reicher om netop menneskers reaktionsmønstre i pludseligt opståede, faretruende situationer. Og her taler han om hvor vigtigt det er, at vi har nogle gode fælles sociale normer, hvis vi skal have den enkelte til at handle ansvarligt.

»De fleste mennesker tror selv, at det, de gør, er acceptabelt, eller i hvert fald ikke uacceptabelt.«

Han sammenligner det med, når hoteller opfordrer gæsterne til at genbruge håndklæderne i stedet for at smide dem til vask efter et enkelt bad. Hvis man giver folk et længere foredrag om miljøet, kommer de nok ikke til at læse det.

»Men hvis du skriver noget i stil med, at 80 procent af gæster, der overnatter på dette værelse – altså, underforstået: folk som dig selv – genbruger deres håndklæder, så er det langt mere virkningsfuldt.«

Man kan altså påvirke folks adfærd alene ved at påpege, at der findes visse normer, som andre overholder.

»Gruppens og sociale normers kraft er den stærkeste kraft, vi har, både når det gælder om at få folk til at gøre positive ting og holde op med at gøre negative ting,« siger professoren.

Fra Nogle hamstrer toiletpapir, andre hjælper ældre damer med at købe ind. En psykologiprofessor i Skotland har svaret på hvorfor, Dagbladet Information 27. marts 2020.

Derfor er det vigtigt at huske, at vi lever i et samfund, og ikke bare er individer, hvis vi skal gøre det rigtige i en presset og overraskende situation. Hvordan den nuværende situation, hvor vi sidder hver for sig, vil påvirke dette, kan jeg kun gisne om. På den ene side kan det være svært at minde sig selv om, at vi faktisk ikke er alene, men på den anden side kan adskiltheden måske også være med til at fremme en længsel efter fællesskabet.

(Visited 75 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar