Tålmodighedskrævende

I dag så jeg en ambulance på vejen, hvor jeg bor.

Vi er alle blevet taget på sengen, fordi COVID-19-pandemien er så anderledes. Det er tydeligt, at nedlukningen af store dele af samfundet tærer på tålmodigheden hos os alle. Det er en enormt hård situation, selv for en privilegeret borger som mig, der først og fremmest mærker dette som en mental belastning. På det seneste er der ved at opstå en diskussion af om nedlukningen virkelig “kan betale sig”? Hos nogle udmønter synspunkterne sig desværre som det, jeg vil kalde for en form for kynisme, men diskussionen er som sådan nødvendig.

Min egen fornemmelse som lægmand er, at nedlukningen af Danmark var det eneste rigtige at gøre, sådan som situationen udviklede sig. Set i bakspejlet ville en strategi som den, man anlagde i Sydkorea, have været bedre, men det er for sent nu.

For det første vil vi aldrig kunne vide, hvordan det ville være gået, hvis de danske myndigheder havde handlet anderledes. Min egen fornemmelse er, at det ville være gået langt værre. I Italien, hvor der gik to uger inden myndighederne lukkede landet (og hvor tilfældet ville, at jeg befandt mig lige inden det hele blev voldsomt), har situationen været skræmmende, Jeg frygter at det vil gå galt i Sverige også. Dagens triste nyhed fra Sverige, nemlig at der er 102 dødsfald som følge af COVID-19, tyder ikke på, at de svenske myndigheder gjorde det rigtige. Sverige er nu det nordiske land med flest sådanne dødsfald. De kommende dage vil vise, om den svenske strategi virker.

For det andet er det ikke udelukkende antallet af dødsfald, der er problemet – det er (som jeg har skrevet om tidligere) i høj grad antallet af behandlingskrævende patienter i sig selv, der er en udfordring. Hvis en sygdom sædvanligvis har et mildt forløb bortset fra et lille mindretal af tilfælde, men mange er smittet, bliver antallet af behandlingskrævende patienter alligevel stort.

For det tredje er det ikke klart for mig, hvor meget man sparer i sidste ende ved at undlade indlæggelse eller behandling. Det er ikke kun nedlukningen og belastningen af sundhedsvæsenet, der påvirker samfundsøkonomien – mange sygemeldinger gør det bestemt også. I 2011 var jeg selv indlagt med lungebetændelse i en uge; det var indlæggelsen og de stærke antibiotika, der forkortede mit forløb, så jeg “kun” var sygemeldt i tre uger. Hvor lang tid jeg skulle have været sygemeldt, hvis jeg skulle have ligget derhjemme uden regelmæssigt tilsyn, ved jeg ikke, men i ugen inden jeg blev indlagt, fik jeg det kun værre.

For det fjerde er det værd at huske, at de potentielt behandlingskrævende borgere ikke kun er ældre mennesker uden for arbejdsmarkedet. Blandt de potentielt behandlingskrævende er også borgere med kroniske sygdomme som astma, og alene astma er der 325.000, der har herhjemme. Rigtig mange astmatikere og andre med kroniske sygdomme er stadig på arbejdsmarkedet. Dertil kommer, at pandemien kommer på et særligt problematisk tidspunkt for astmatikere, for netop på denne årstid bliver astma hos mange udløst af høfeber.

(Visited 309 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar