Den tid, den sorg

Meget af det, mange havde set frem til i 2020, kommer ikke til at ske på grund af den igangværende COVID-19-epidemi. I stedet er der usikkerheden om fremtiden, og vi ser den udtrykt alle vegne. Bliver der afholdt eksamen? Kommer der en sommerferie? Finder vi et nyt arbejde? Bliver vi raske igen? Bliver der en almindelig hverdag igen for os?

Den amerikanske bioetiker David Kessler, der er kendt for sin forskning i sorgprocesser, siger det direkte i et interview – det er en form for sorg, vi føler. Noget har ændret sig, noget er mistet og vender ikke tilbage. Reaktionerne på pandemien er en sorg for hvert enkelt menneske.

Med Elisabeth Kübler-Ross’ arbejde om sorg hos døende mennesker og deres pårørende opstod en model, der klassificerer sorgens faser. Der er benægtelse. Der er vrede. Der er forhandling. Der er tristhed. Og endelig er der accept. Jeg kan se noget af det i mine egne reaktioner. Da jeg rejste gennem Italien den 23. februar, netop som de første få tilfælde af COVID-19 var opdaget i Italien, gav jeg udtryk for at jeg ikke var bekymret. Siden var jeg vred over at jeg skulle blive hjemme og ingen vegne kunne komme. Forhandlingen bestod for mig måske i forsøg på at finde en forståelse af pandemien, jeg kunne have det godt med. For nogle dage siden var jeg træt og ked af det. Efterhånden er jeg så småt begyndt at acceptere tingenes tilstand.

Men samfundet som sådan oplever en sorg. Dette kan forklare de mange og nogle gange underlige reaktioner, vi ser derude. Alle de underlige trods-reaktioner er f.eks. tydelige tegn på benægtelse, og på Facebook og andre steder har der været en masse vrede indlæg.

Jeg tror, det er vigtigt at være ærlig om at det, mange mennesker føler verden over lige nu, under denne pandemi, er netop dét – en slags sorg.

P.S. Dette blogindlæg har intet direkte at gøre med Kenneth Thordals gribende og anbefalelsesværdige album, Den tid, den sorg, der udkom i 2019, ud over at sangene på dét album også handler om sorgen, nemlig en fars store sorg ved at miste sin datter.

Klimakrisen er udskudt

Eller rettere: Det internationale klimatopmøde COP26, der skulle finde sted i Glasgow til efteråret, er blevet udskudt til 2021. Jeg kan sagtens forstå, at man udskyder store sports- og musikbegivenheder, og selvfølgelig også, at der er rigeligt at tænke over for regeringerne rundt omkring lige nu. Det, der bekymrer mig, er at udsættelsen af CPO26 kan risikere at medføre, at mange lande vil bruge den nuværende pandemi som påskud til ikke at træffe de nødvendige beslutninger for at forhindre klimakrisen i at udvikle sig. Om et år eller to er pandemien formodentlig bag os, men klimakrisen er det bestemt ikke.