Over broen

I morges var jeg til den anden kikkertundersøgelse af min mave på hospitalet på Hobrovej i Aalborg. Oprindelig skulle undersøgelsen have fundet sted den 21. februar, men var blevet flyttet flere gange. Cykelturen i strid blæst over Limfjordsbroen var min første siden min sidste almindelige arbejdsdag, der var netop den 21. februar. Dagen efter rejste jeg til Malta, og undervejs på min rejse ned gennem Italien ændrede alt sig gradvist – for slet ikke at tale om, hvordan hjemrejsen tilbage gennem Italien formede sig. Den 6. marts kom jeg hjem til en anderledes virkelighed, som er den, vi nu har.

Da jeg lagde det udfyldte oplysningsskema i min rygsæk i dag, opdagede jeg at der stadig lå to tomme Amarelli–lakridsdåser og et kort over Valletta i den..

Min første kikkertundersøgelse af maven tilbage i januar tog jeg i nogenlunde stiv arm, men den var alligevel en voldsom oplevelse. Jeg fik stærke beroligende midler denne gang uden at have bedt om det, så jeg husker ikke ret meget efter at det meterlange og centimetertykke kabel nåede ned i tolvfingertarmen. Faktisk husker jeg mest, at en sygeplejerske hjalp mig med at få støvlerne på bagefter, og at jeg tilbragte en halv times tid med at komme til hægterne igen. Bagefter trak jeg cyklen gennem Aalborgs midtby for første gang i knap halvanden måned. Himlen var mestendels blå, og det blæste ufortrødent.

Jeg er stadig en anelse påvirket af bedøvelsen, nærmest som efter en lidt for lang middagslur. Hele pandemien er stadig derude, men hele forløbet med kikkertundersøgelser og hvad deraf fulgte er i det mindste slut for mig.