Formidling eller talfnidder

I disse dage mærker jeg en del usikkerhed om de danske myndigheders planer for en begrænset genåbning af samfundet, og nogle mennesker betvivler åbent denne idé. Der er interessante argumenter her, men jeg kan samtidig ikke lade være med at bemærke, at det er modeldannelser og analyser, der udgør de præcise begrundelser bag de beslutninger, der bliver truffet. Det er svært at formidle disse begrundelser, fordi man da også skal formidle modeldannelsen uden at komme til at forsimple den på en sådan måde, at man siger noget ukorrekt eller mangelfuldt. Men det er en meget nødvendig øvelse.

Nogle af dem, der er kritisk indstillet over for myndighedernes begrundelser, frygter konsekvenserne af en genåbning, fordi de er bange for at de vil blive ekstra udsat. De mennesker er jeg faktisk meget trygge ved, for det lader til at de vil søge at fortsætte med at isolere sig, også hvis modeldannelserne forudsiger forkert. På den måde beskytter de sig selv og bidrager heller ikke til smittespredningen. Jeg er meget mere nervøs for en situation, hvor mange borgere ikke kan forstå begrundelserne længere og derfor begynder at tage let på bl.a. de krav om at holde fysisk afstand til hinanden, som alle ansvarlige eksperter er enige om.

En artikel i The Lancet fra denne uge handler netop om hvad skolelukninger vil betyde for en epidemi som COVID-19-epidemien, og konklusionen er at skolelukninger ikke har ret megen betydning her – men dog bidrager med 2-4% af smittetilfældene. Artiklen er en komparativ analyse af mange undersøgelser, og de ni forfattere hæfter sig bl.a. ved britiske undersøgelser, der viser at skolelukninger primært er effektive for infektioner, der har lav spredningsgrad (under 2) og rammer børn hårdere end voksne.

Det vil være nødvendigt at få formidlet alle disse forskningsresultater ordentligt ud, så vi kan få et ordentligt diskussions- og beslutningsgrundlag. Men det er også en svær øvelse, for den fordrer at forskere og politikere kan forstå hinanden og at der er gode kommunikatorer derude, der har tid til at formidle resultater godt. Det er bestemt ikke altid lykkedes, og der er tilmed den komplikation, at politikere gerne vil fremme bestemte dagsordener og har svært ved at handle ud fra konklusioner, der har de forbehold, som forskere ofte er nødt til at tage. Hvis vi ikke passer på, ender vi i en typisk politisk praksis, som retorikprofessoren Christian Kock har kaldt for talfnidder, nemlig at politikerne bøjer data på en sådan måde, at tallene først og fremmest bliver et retorisk kneb, der skal underbygge en holdning, man havde i forvejen.

(Visited 73 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar