Den iscenesatte virkelighed

I går aftes så jeg første afsnit af DRs serie om dyrelivet i Danmark, Vilde, vidunderlige Danmark. Afsnittet var bygget op som en række skildringer af dyrs adfærd. Allerede for nogle måneder siden havde DR vist, hvordan en mus er ude for skaffe mad til sine unger, mens en ugle på sin side også prøver at skaffe sig mad ved at fange musen. Det hele er imponerende filmet. Jeg sad uvilkårligt og spekulerede på, hvordan det dog kunne lade sig gøre at kunne finde frem til en mus og en ugle derude i skoven netop på et tidspunkt, hvor der er så meget på spil for begge dyr. Mit gæt var, at man havde timevis af optagelser, måske af forskellige dyr, og så redigeret dem sammen, så det ud som historien om én bestemt ugle og én bestemt mus.

I dag fik jeg så forklaringen: episoden med musen og uglen er faktisk lavet ved brug af tamme dyr. Er det så ikke snyd? Journalisten ved dagbladet Politiken, der bragte artiklen, anede i al fald en slags skandale.

Men dette er bare endnu et eksempel på den iscenesatte virkelighed, som er et typisk greb i dokumentarisme. Sidste år skrev jeg om dette og nævnte bl.a. den nyhedsreportage, jeg selv var med i for år tilbage, og hvor kameramanden bad mig stige ud af en taxi én gang til, fordi den første optagelse af mig ikke var så god.

Iscenesættelsen består tit i at beskrive virkeligheden som om den er en fortælling struktureret efter den såkaldte aktantmodel. Det er en model for fortællinger, som man bruger i film og tv-serier, og eksemplet med musen og uglen er, så vidt jeg kan se, netop struktureret efter denne model:

Fortællingen har en hovedperson, subjekt, der har noget, hun vil opnå. Så er der objektet, som er det, subjektet gerne vil opnå. Her er subjektet musen, og objektet er en nød. Der er en modtager, som der den, der til slut modtager objektet. Her er det også musen. Aktantmodellen har en modstander, der står i vejen for at subjektet kan nå sit mål, og det er selvfølgelig uglen. Men så er der en hjælper, der er nogen eller noget, der hjælper subjektet med at nå sit mål. I fortællingen om uglen og musen er hjælperen “bare” skovbundens græs og kviste, som musen kan søge ly under.

Jeg synes ikke så meget, det er et problem, at dyrene er tamme eller at man har filmet dem i et studie. Problemet er måske mere det, at man lægger en fortælling ned over naturen. Det er en oplagt måde at bygge en historie op på, men naturen er ikke altid så pænt struktureret. Det samme gælder så meget andet, som dokumentarfilm og nyhedsindslag vil dække – der er ikke nødvendigvis tale om en fortælling, der følger aktantmodellen pænt.