Nationalsygdommen

Nej, det er ikke den så omtalte luftvejsinfektion, jeg tænker på her. Det er derimod skyldfølelse. Der er noget meget dansk, ja faktisk også nordisk ved at føle skyld. I dagbladet Information er der et interessant interview med Elisabeth Oxfeldt, der er professor ved universitetet i Oslo. I er forskningsprojekt har hun undersøgt, hvilke fortællinger om skyld, man finder i skandinavisk litteratur. Den er der nemlig masser af.

Selv føler jeg nogle gange skyld, fordi jeg godt kan være utilfreds her under pandemien, selv om jeg på mange måder er så enormt privilegeret. Jeg er rask og i arbejde og mangler ikke noget materielt i en verden, hvor fattige mennesker dør uden mulighed for lægehjælp. Og alligevel er jeg stresset. Man kan altså føle skyld ved at gøre noget, der ikke er godt – her er det så at være (eller anse sig selv for at være) selvoptaget.

Men man kan også føle skyld ved at gøre noget godt! Et sted i interviewet siger Elisabeth Oxfeldt, at

»Det går igen som problem, om man kan stole på folks skyldfølelser. Hvis man gør noget godt for andre, og det ikke kun handler om den andens behov, men måske primært om ens eget behov for at være god, er man så i virkeligheden det?«

Fra Bag ethvert offer for global ulighed står en skyldplaget skandinav og pisker sig selv, Information 8. april 2020

Og her er det, det bliver særligt udspekuleret: Nogle synes også, at man bør føle skyld over at gøre noget godt, hvis man i virkeligheden gør den gode gerning for selv at få det bedre! Dette er ideen om at godhed skal skjules (det skrev jeg om her i 2017), og den kommer formodentlig fra en særlig protestantisk etik, der begrunder sig i Lukasevangeliets lignelse om farisæeren og tolderen.

Hvad skal man så gøre? Nogle prøver at gøre sig fri af skyldfølelsen ved ikke at føle skyld og måske endda ved at være skamløse. Det er sådan en “spis, drik og vær ligeglad”-holdning, som nogle gange bliver luftet i den offentlige debat. Det er helt tydeligt for mig, at den ikke fører til noget godt for andre.

Løsningen er, som jeg ser det, at føle medansvar i stedet for skyld. Skyldfølelse er nem at forfalde til, men den er bare selvdestruktiv og fører os ind i et virvar af selvmodsigelser. De fattige mennesker, der er alvorligt syge med COVID-19, får det ikke bedre af at jeg også bor på gaden. Og det gør jeg heller ikke. Men jeg kan være med til at ændre vilkårene for andre og indse, at jeg som borger i den rige verden, sådan som den har fungeret i de sidste mange år, er med til at opretholde ulighed i verden. Og ideen om at godhed skal skjules , synes jeg er udtryk for alt andet end godhed. Som Elisabeth Oxfeldt siger

»Man kan også få lyst til at skære igennem og sige: Selv om det gør dig noget godt at gøre gode gerninger, gør det jo ikke den anden noget dårligt.«